TV2's indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, bliver ny administrerende direktør for TV2, oplyser tv-stationen.
Hun erstatter Merete Eldrup, der stopper efter 11 år.
Anne Engdal Stig Christensen tiltræder den 1. august. Ind til da fortsætter Merete Eldrup som direktør.
I en pressemeddelelse skriver TV2, at det er en enig TV2-bestyrelse, der har udpeget den nye direktør.
Hun bliver den ottende direktør i TV2's 30-årige historie.
Det var i januar, at Merete Eldrup meddelte, at hun ville stoppe som direktør i TV2, når der var fundet en afløser. Hun ønsker i stedet at forfølge en karriere i bestyrelseslokalerne.
/ritzau/