Anmeldere sender Lukas Graham på turné med roser og tidsler

Det danske succesband Lukas Graham indledte tirsdag ny turné med koncert, som får fra tre til fem stjerner.

Lukas Graham satte tirsdag stikket i til den første koncert på en ny verdensturné, og mens B.T. mener, at det danske popband leverede et show i topklasse i Københavns Royal Arena, så taler Ekstra Bladet om et flop.

»Wauw, for en start. Intens, rørende, nervøst, medrivende og sindssygt musikalsk,« skriver B.T.s anmelder.

- Koncerten startede med et brag med singlerne »Not a damn thing changed« og »Take the world by storm«. Lukas Forchhammers stemme druknede lidt i musikken, men da nerverne først var banket fri for rust, gik der ren Bruno Mars møder Las Vegas i den med »Strip No More«, lyder det i B.T., som giver fem ud af seks stjerner.

Ekstra Bladet bedømmer oplevelsen til middelmådige tre stjerner.

»Engang fremstod Forchhammers flabede stil oprigtig. Han kunne ikke lade være. Nu virker det som om, han bare spiller en rolle. Det er trættende.«

»I Royal Arena savnede man charmen og varmen, og musikalsk fyldte gruppen for lidt i den enorme multiarena,« skriver Thomas Treo.

En stribe »sjælere« midtvejs »var ved at drukne« det forholdsvis korte sæt på 68 minutter »i sødsuppe«, mener han.

Musikmediet Gaffa lægger sig med fire stjerner midt imellem de to avisers vurdering.

»Summen af det hele sangene, musikken, besætningen, scenografien, lyset og udfoldelsen gjorde den første af hele tre koncerter i gigantiske Royal Arena så absolut vellykket. Kun en ting var for mig virkelig forstyrrende og det var lyden, der ofte blev som en massiv mur uden nuancer.«

/ritzau/