Anføreren drog tidligt mod udlandet

Landsholdsanfører Simon Kjær, der 26. marts fylder 30 år, drog udenlands som teenager og har siden spillet i Italien, Tyskland, Frankrig, Tyrkiet og Spanien.

Simon Kjær skal holde Luis Suarez og andre klasseangribere væk fra målet i spansk fodbold. Det skal han også, når han optræder for Danmarks landshold, hvilket han har gjort 85 gange indtil videre. I 2016 blev han udpeget som landsholdets nye anfører efter Daniel Agger. Marcelo Del Pozo/Reuters Fold sammen
Læs mere

København. Når danske fodboldtalenter i en ung alder rejser mod udlandet, ender det ofte med, at de slår sig og vender hjem til trygge Danmark.

Men for landsholdsanfører Simon Kjær, der 26. marts fylder 30 år, er historien om det tidlige skifte til udlandet anderledes positiv.

I snart 11 år har han nu givet den som europæisk globetrotter, og hans største tab synes at være de engang lange og lyse lokker, der har måttet bukke under for de høje temperaturer under hans velbetalte ophold i Sydeuropa.

Tilbage i sommeren 2008 sagde teenageren farvel til Danmark og ciao til Italien, da det store forsvarstalent byttede FC Midtjylland ud med Palermo.

Simon Kjær var 19 år, da han flyttede til Italien. Og selv om det kan synes ungt, kunne han allerede have forladt Danmark langt tidligere for at udfolde sit uomtvistelige evner.

Allerede som 13-årig var forsvarsspilleren en eftertragtet knægt, da han blev spottet af Lille under en ungdomstræning i FC Midtjylland.

Også spanske Real Madrid inviterede ham til prøvetræning og sendte et bud til FC Midtjylland. Selv om der var mange bejlere, takkede midtjyderne pænt nej tak.

Da Palermo lagde 30 millioner kroner på bordet for den på seniorniveau næsten uprøvede stopper, var svaret et andet.

Hurtigt overbeviste Kjær i den sicilianske klub, og han vekslede samtidig U-landshold til A-landshold i 2009.

Det succesfulde ophold i Palermo mundede ud i et stort skifte til Wolfsburg i 2010, men Kjær slog aldrig rigtig igennem i Tyskland.

Heldigvis for Kjær var hans evner ikke glemt i Italien, hvor AS Roma stod klar med en lejekontrakt.

Hovedstadsklubben ville dog ikke købe den danske forsvarsspiller, som vendte tilbage til Wolfsburg for yderligere en sæson.

I sommeren 2013 stod Lille så klar med en kontrakt til danskeren, som de allerede havde luret på ti år tidligere.

Efter to succesfulde år i Frankrig blev han købt af den tyrkiske storklub Fenerbahce, hvor den danske kriger blev opkaldt efter guden Thor fra nordisk mytologi.

I sommeren 2017 flyttede han tværs over Sydeuropa med skiftet til Sevilla, hvor han er på kontrakt til sommeren 2021.

Privat danner han par med svenskeren Elina Gollert Kjær. De blev gift i Rom i sommeren 2017 og har to drenge sammen.

/ritzau/