Fem amerikanske F-35-kampfly træner i disse dage med danske kolleger på den sønderjyske flybase Fighter Wing Skrydstrup.

Det fremgår af en nyhed på Forsvarets hjemmeside.

Besøget sker som en del af forberedelserne til, at Danmark modtager de første eksemplarer af det højteknologiske kampfly til efteråret.

De indgår i de sædvanlige flyvepas om for- og eftermiddagen og deltager i træning med dele af Forsvaret.

Besøget af de amerikanske F-35-fly er en mulighed for at høste værdifulde erfaringer forud for modtagelsen af de nye kampfly, forklarer chefen for Fighter Wing Skrydstrup, Kim Jensen.

»Vi får erfaringer med det operative, når vi flyver og opererer sammen i luften, men også alt det logistiske på jorden ved at have flyene her på flyvestationen lærer os meget,« siger han til Forsvarets hjemmeside.

Det er ikke kun piloterne, der drager nytte af besøget. Også flymekanikere, ammunitionsfolk, transportmedarbejdere og brandmænd får ifølge obersten noget ud af besøget.

»At gennemføre operationer med kampfly er en holdindsats, hvor mange forskellige faggrupper skal samarbejde.«

»Sådan er det også med et besøg af amerikanske F-35-kampfly, og alle medarbejdere på flyvestationen er derfor essentielle i at få dette besøg til at blive en succes,« siger han.

Danmark har købt i alt 27 F-35 kampfly, der på sigt skal erstatte F-16-flyene.

21 af dem vil operere fra flyvestationen i Skrydstrup, mens seks andre får permanent ophold i USA. Her skal de bruges til uddannelse og træning af danske piloter.

De første F-35-kampfly forventes at lande i Danmark til efteråret, mens de sidste vil ankomme i 2027.

De amerikanske kampfly er udstationeret i Danmark frem til 16. marts.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.