Det er vidt og bredt kendt, at ældre og svagelige er særligt udsatte for at blive alvorligt syge, hvis de smittes med coronavirus.
Alligevel er det et iøjnefaldende - og bekymrende - højt antal dødsfald, der hidtil har været blandt coronasmittede beboere på landets plejehjem.
Det mener direktør for Alzheimerforenigen Nis Peter Nissen.
Omtrent hvert tredje coronarelaterede dødsfald i Danmark har ramt plejehjemsbeboere, viser en rapport fra Statens Serum Institut.
»Det her viser, hvad vi frygtede: At når først coronavirusset rammer plejehjemmene, så får vi et meget højt antal dødsfald,« siger Nis Peter Nissen.
For at bremse smittespredningen er der brug for mere viden om, hvem og hvor mange der er smittede på plejehjemmene, mener han.
»Vi skal først og fremmest sørge for, at der bliver testet langt mere, end man hidtil har gjort,« siger Nis Peter Nissen.
»Så vidt vi kan læse i rapporten, har man på hvert femte plejehjem ikke foretaget nogen test overhovedet.«
»Her er vi nødt til at sige, at der skal flyttes ressourcer fra sygehusvæsnet og ud i plejesektoren, for det er der, coronaepidemiens epicentrum er nu.«
I alt 403 personer er døde i Danmark efter at være blevet smittet med coronavirus. Heraf var 133 beboere på plejehjem.
/ritzau/