Altingets stifter hædres med Publicistprisen for stor mediesucces
Publicistprisen 2026 går til Altingets stifter, Rasmus Nielsen. Tre andre hæderspriser er også blevet uddelt.
Publicistprisen 2026 går til Altingets stifter, Rasmus Nielsen. Tre andre hæderspriser er også blevet uddelt.
For sin visionære indsats med at skabe Altinget og udvikle det til Nordens største politiske nichemedie modtager mediets stifter, Rasmus Nielsen, Publicistprisen 2026.
Det afslører Den Danske Publicistklub, som uddeler Publicistprisen.
Publicistprisen blev indstiftet i 1980 og gives til en person eller institution, der "gennem sit arbejde har styrket offentligheden, den demokratiske samtale og den publicistiske tradition i Danmark".
I begrundelsen fremhæver Publicistklubbens formand, Jesper Jürgensen, at "Rasmus Nielsen har skabt en af de største mediesucceser i nyere dansk historie".
- Han har inspireret en hel branche ved at vise, at nichemedier ikke bare kan overleve. De kan vokse, sætte dagsordener og styrke demokratiet. I dag er Altinget ikke bare et medie. Det er en institution i dansk offentlighed.
Foruden Publicistprisen blev der uddelt tre andre hædersbevisninger under uddelingen onsdag aften på mødestedet Klub i København.
Journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen modtager Dokumentarprisen for bøgerne "Amdi bliver til" og "Amdi forsvinder".
Bøgerne fortæller historien om Mogens Amdi Petersen, som i 1970'erne var med til at stifte Den Rejsende Højskole og Det Nødvendige Seminarium, kendt som Tvind-skolerne.
Mogens Amdi Petersen og andre medlemmer af Tvinds ledelse er tiltalt for at have begået underslæb og skattesvig mellem 1990 og 1995.
De blev frifundet i byretten, men anklagemyndigheden ankede til landsretten.
De tiltalte opholder sig i Mexico, hvorfor retten vurderer, at de unddrager sig retsforfølgelse. De er varetægtsfængslet in absentia.
Juryen fremhæver Rune Skyum-Nielsens omfattende arbejde med at afdække Tvind-foretagendet.
Talentprisen tildeles Berlingskes journalist Signe Westermann Kühn for at have været med til at gøre kulturstoffet "levende, kritisk og samfundsmæssigt relevant".
Årets Særpris går til det grønlandske medie Sermitsiaq som "anerkendelse af mediets betydning i en periode, hvor Grønland har været genstand for historisk stor international bevågenhed".
USA's præsident, Donald Trump, har gentagne gange krævet ejerskab over Grønland af hensyn til national sikkerhed.
- Med stærk publicistisk integritet, vedholdende journalistik og et skarpt blik for Grønlands udvikling har mediet været en afgørende stemme i den offentlige samtale i en tid præget af store forandringer og historisk international opmærksomhed, lyder begrundelsen.
Juryen bag årets priser udgøres af Den Danske Publicistklubs formand og næstformand, Jesper Jürgensen og Tor Arnbjørn, samt af Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix, og Berlingskes ditto, Tom Jensen.
Juryen fuldendes af Zetlands chefredaktør, Sofie Tholl, TV 2's indholdsdirektør, Ulla Pors, og af sidste års modtager af Publicistprisen, DR-journalist Matilde Kimer.
/ritzau/