Nanna W. Gotfredsen sætter sig ind på bagsædet af taxaen. Hun gnaver af en halv agurk. Ved siden af chaufføren sidder Jørgen, der hedder noget andet i virkeligheden.

»Jeg tror, jeg har løst dit problem.«

»Hvordan det?«

»Det skal jeg fortælle dig. Jeg har virkelig tryllet.«

Nanna W. Gotfredsen lider af køresyge og mener, at agurk hjælper. Stifteren af den snart 20 år gamle private organisation Gadejuristen har på samme måde meget konkrete løsninger på de komplekse problemer, som stofmisbrugere, hjemløse, sexarbejdere og andre af samfundets ofte kriminaliserede udsatte kæmper med. Hun og de ni medarbejdere, fem på deltid, hjælper hvert år mellem 1.000-1.600 mennesker, der er kommet i klemme i velfærdsstaten.

»Jeg hjælper folk til at se deres egne ressourcer. For så får jeg et stærkere menneske.«

---

I dagens tilfælde er det Jørgen, der skal have hjælp. Ikke via den Christiania-Cykel, som gadejuristerne ofte kører rundt i København med fyldt med kakao, kaffe, lightere, sukker, kiks, kondomer, glidecreme, sterile sprøjter og andet, som kan lindre hverdagen for dem på bunden af velfærdsstaten.

Jørgen er 52 år og har, siden han var 15 år, siddet i kørestol, efter at han blev skudt i ryggen og blev lam. Han har levet et hårdt liv. Han er med egne ord blevet svigtet, stukket, skudt, snydt og taget til fange. Han har både været misbruger og behandler og kæmper nu for at skippe sin medicin. Kørestolen ligger i taxaens bagagerum.

Jørgen og Nanna W. Gotfredsen mener, at grunden til, at han i september faldt om med hjertestop, er, at lægerne havde givet ham forkert medicin. Efter råd fra bekendte kontaktede han i afmagt og frustration Gadejuristen, der med Nanna W. Gotfredsen i spidsen gik i gang. Ifølge hende: Fejlmedicinering i flere omgange. Forkert vejledning af læge. Mangelfuld vejledning fra politiet efter et overfald. Bøde af politiet, der burde have været en advarsel.

Nanna W. Gotfredsen bliver helt træt af at remse op.

»Nu er jeg lige ved at tude«

Som sær kontrast til hendes ellers smittende latter konstaterer Nanna W. Gotfredsen tørt:

»Der er jo vejledningspligt for det offentlige i Danmark. De har heller ikke fortalt Jørgen, at han har ret til en seng på et døgntilbud, hvis han bare møder op, og der er ledigt.«

Jørgen har fået en lægeaftale, som Nanna W. Gotfredsen dagen før, med henvisning til sagens vigtighed og Jørgens fejlmedicinering og fysiske tilstand, fik presset igennem.

»Må jeg fortælle det?«, spørger hun fra bagsædet med agurk i munden. Jørgen siger ja.

»Jørgens egen kommune har vidst i mindst otte år, at han ikke kunne tåle metadon og kunne risikere hjertestop. Alligevel har lægen kun øget hans metadondosis. Den sag forfølger vi også nu, stille og roligt med alt det akutte først.«

Jørgen vender sig om fra forsædet.

»Jeg har siddet derhjemme alene i ti år. Nanna har åbnet mine øjne for, hvor meget jeg er blevet snydt af systemet. Lige pludselig var der en, der brød min isolation og gav mig håb. Den der kærlighed var lige til at tude over. Den har jeg ikke mærket i – nu er jeg lige ved at tude – den har jeg ikke mærket i, jeg ved ikke hvor mange år.«

Nanna W. Gotfredsen siger det på en anden måde:

»Alt det der velfærd og retsstat, det når i hvert fald ikke ned på stenbroen. Lad os sige det på den måde.«

Systemet er for middelklassen

Det var stofmisbrugernes miserable tilstand på Maria Kirkeplads på Vesterbro, der for mere end 20 år siden fik den jurastuderende Nanna W. Gotfredsen til at starte det, der skulle blive til Gadejuristen. Det lignede en krigszone, husker hun. Så meget elendighed. Så mange skæbner. Folk, der blødte fra deres åbne sår.

»Og verden gik bare forbi!«

Siden har det været et fuldtidsjob for hende at hjælpe de svageste, og Gadejuristen har ikke været til at komme udenom, når det gælder hjælp til de mest udsatte mennesker på gaden rundt om i landet. Til det skal juristen – uddannet i 1999 – bruge hele paletten af kompetencer: Socialret og sundhedsret, boligret, familieret, strafferet, offerret med mere.

»Jeg har sagt det SÅ mange gange: Der er en overrepræsentation af elendig sagsbehandling, ulovligheder og alt muligt i det såkaldte hjælpeapparat. Det er udtryk for strukturelle fejl og ulovligheder i systemet og ikke bare et spørgsmål om penge. Man må starte med at rydde op, hvor det ikke fungerer.«

Mens Nanna W. Gotfredsen taler, tjekker Jørgen sine beskeder.

»Det, jeg savner, er, at systemet forstår, hvor individualiseret indsatsen for den enkelte er nødt til at være for at være meningsfuld og have effekt. Standardiserede pakkeforløb er måske gode nok til middelklassen, der har enklere problemer med enklere løsninger.«

Mens taxaen kører gennem Hellerup, retter Nanna W. Gotfredsen misforståelsen om, at hun skulle mene, velfærdsstaten bare er ude på at tage os borgere ved næsen.

»Nej, nej. Systemet er bare ikke indrettet til dem med størst behov. Og det har den konsekvens, at de ikke får den hjælp, de har ret til og brug for. Systemet er indrettet af middelklassen, som skulle det kun bruges af middelklassen.«

»Jeg kan slet ikke vinde alene«

Partier fra både rød og blå blok har gennem årene lagt billet ind på Nanna W. Gotfredsens engagement og solidaritet med samfundets laveste.

»Jeg har sagt nej hver gang. Jeg vil ikke sættes i bås på den måde, og når jeg taler med politikere, så mister jeg også optimismen. Der er så lidt, de kan gøre, siger de.«

Inden vi stiger ud på Callisensvej til Jørgens lægeaftale på et kommunalt behandlingssted for misbrugere, vil Nanna W. Gotfredsen gerne sætte noget på plads. Det her handler ikke kun om empati og kærlighed til dem, hun kalder »de uelskede«.

»Jeg hjælper folk til at se deres egne ressourcer. For så får jeg et stærkere menneske. Jeg kan se det på dem, når jeg afdækker både deres retshjælpsbehov og ressourcer. De bliver højere. De får et fast blik. Så kan vi gå sammen i kamp. Jeg kan slet ikke vinde alene.«

Lægen dechifrerer Jørgens journal for ham og Nanna W. Gotfredsen. Jørgen lyser op. Hans frygt har været berettiget. Hospitalspersonale og læger har begået fejl med både dosis og art af hans medicin. Han får en plan for ændring af medicinen.

»Så kan vi gå i gang med alle de andre retshjælpsproblemer,« smiler Nanna W. Gotfredsen, da vi sætter os i taxaen igen.

Tilbage i København tager vi afsked med Jørgen. Han får et kram.

»Vi har tryllet,« siger Nanna W. Gotfredsen.

»Nej, DU har tryllet,« svarer Jørgen, inden han forsvinder i mængden i sin kørestol.