En udbrændt teknikhytte skaber forstyrrelser i togdriften på Vestfyn, hvor alle regionaltog er erstattet af togbusser, og flere tog kører med forsinkelser lørdag.

Det skriver DSB på sin hjemmeside lørdag formiddag.

Forstyrrelserne ventes foreløbigt at fortsætte ind i den kommende uge, oplyser DSB's pressevagt.

Fredag lød det fra Banedanmark, at skaderne efter branden i sikringshytten, der brød ud ved den vestfynske stationsby Aarup, kan tage flere uger at udbedre.

En sikringshytte er et mindre teknisk hus langs jernbanen, som indeholder elektronik og udstyr til jernbanens signalsystem.

Hændelsen har skabt signalfejl på togbanen mellem Middelfart og Odense og medfører derfor større forstyrrelser i togtrafikken på Fyn og på tværs af landet.

- Alle internationale tog til Hamburg Hbf samt InterCityLyn og InterCityLyn-tog vil køre som normalt, men der må forventes forsinkelser, da der på en del af strækningen skal køres med lavere hastighed, skriver DSB på sin side.

DR skriver, at tog ifølge Banedanmark rangeres gennem Aarup med 40 kilometer i timen.

Rangering betyder, at man flytter jernbanevogne og lokomotiver fra spor til spor inden for et stationsområde.

RITZAU