Alle hjemvendte danskere testet negativ for coronavirus

I alt 15 personer er fredag og søndag ankommet til Danmark fra Hubei-provinsen i Kina. Ingen har coronavirus.

Billede fra det belgiske forsvars hjemtagelse af borgere fra Hubei-provinsen i Kina. Ti evakuerede danskere ankom med flyet i Bruxelles søndag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vincent Bordignon/Belgian Defenc/Ritzau Scanpix

København. Alle de danske borgere, der er vendt hjem fra Hubei-provinsen i Kina fredag og søndag, er testet negativ for coronavirus.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Oplysningen kommer, efter at Statens Serum Institut har gennemført test af de ankomne.

»Alle er testet negativ af eksperter på Statens Serum Institut.«

»Ud fra sundhedsmyndighedernes forsigtighedsprincip fastholdes overvågningen af de hjemvendte, og risikovurderingen nedskaleres derfor ikke på nuværende tidspunkt,« skriver sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i meddelelsen.

Samlet er 15 personer landet i Roskilde Lufthavn fredag og søndag, efter at være hjemtaget fra Kina. Tre af personerne er fra et andet nordisk land end Danmark.

Yderligere en person er udsendt af Udenrigsministeriet og har båret sikkerhedsudstyr under hele hjemtagningen. Dermed er der tale om 11 danskere, der er blevet testet af Statens Serum Institut.

»Ud fra et forsigtighedsprincip blev det mandag aften besluttet at placere alle 11 borgere i risikovurderingen "HØJ". Nattens prøveresultater ændrer ikke ved denne risikovurdering,« skriver Sundheds- og Ældreministeriet.

Coronavirus spreder sig lige nu hastigt i Kina og i andre dele af verden.

Virusset opstod før nytår i storbyen Wuhan i det centrale Kina. Foreløbig er over 17.000 mennesker smittet og flere end 360 døde af sygdommen.

Den smitsomme sygdom har udløst store reaktioner i Kina for at begrænse smitten. Alligevel har den spredt sig til flere andre lande, hvor der er konstateret tilfælde.

Tirsdag har flyselskabet SAS meddelt, at man aflyser alle afgange til og fra Kina i resten af februar på grund af virusset. En række andre flyselskaber har gjort det samme.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, siger tirsdag, at der endnu ikke er tale om en pandemi, men fortsat en epidemi.

/ritzau/