Alle danskere opfordres til at forlade Ukraine

Danskere i Ukraine opfordres til at forlade landet, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fredag aften.

Den spændte situation omkring Ukraine får Danmark til at fraråde alle rejser til Ukraine, og danskere i landet opfordres til at rejse ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Sjørup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udenrigsministeriet ændrer rejsevejledningen for Ukraine.

Det betyder, at alle danskere opfordres til at forlade Ukraine, mens alle rejser til landet frarådes.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et kort pressemøde fredag aften.

Ændringen af rejsevejledningen sker på grund af den alvorlige sikkerhedsmæssige situation omkring Ukraine.

»Det afspejler en alvorlig situation i Ukraine som følge af Ruslands optrapning og trusler,« siger udenrigsministeren.

Der er omkring 200 personer, der via danskerlisten har tilkendegivet, at de befinder sig i Ukraine.

Det er frivilligt at tilmelde sig danskerlisten, og derfor er tallet ikke nødvendigvis repræsentativt for, hvor mange danskere der opholder sig i Ukraine.

Danske statsborgere og personer med lovligt ophold i Danmark kan tilmelde sig danskerlisten.

Rusland har ifølge USA opmarcheret op mod 130.000 soldater langs grænsen til Ukraine og i Hviderusland.

»Vi frygter, at Rusland gør alvor af sine trusler om at bruge militær magt mod Ukraine,« siger Jeppe Kofod.

Han tilføjer, at man prøver at løse situationen med diplomatiske midler.

Den danske ambassade i Kijev forbliver åben og operationsdygtig for nu, lyder det.

Dog kan den danske ambassade i Ukraines mulighed for at bistå danskere i Ukraine blive reduceret pludseligt.

Der er ingen garanti for, at danskere der vælger at blive i Ukraine kan få bistand fra de danske myndigheder på et senere tidspunkt.

Det er fortsat muligt at forlade Ukraine via almindelige flyruter og via vej- og togtransport, men det er uvist om eller hvornår, de muligheder bliver indskrænket.

Udenrigsministeren understreger på det korte pressemøde, at situationen i Ukraine kan ændre sig pludseligt.

Fredag har flere andre Nato-lande – heriblandt Storbritannien, Holland og Norge – opfordret deres borgere i Ukraine til at forlade landet.

Torsdag aften bad USAs udenrigsministerium landets statsborgere i Ukraine om at forlade landet.

Der blev henvist til »øgede trusler om en russisk militæraktion« mod Ukraine.

/ritzau/