Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Aldersgrænsen for at få pensionistrabat i den kollektive trafik stiger fra 65 år til 67 år den 1. juli.
Det oplyser DSB i en pressemeddelelse. Ændringen gælder dog for alle landets tog- og trafikselskaber.
Stigningen sker for at tilpasse til den gældende folkepensionsalder, der i 2022 er steget til 67 år.
»Efterhånden som alderen for folkepension stiger, kommer adgangen til pensionistrabat til at følge den officielle pensionsalder i samfundet. Det er det, der sker den 1. juli 2022. Samtidig bliver adgangen til at opnå rabat som pensionist ens på tværs af landet,« siger Charlotte Saltoft-Kjærulff, kundechef i DSB, i pressemeddelelsen.
»For kunder, der endnu ikke er fyldt 67 år, og i dag rejser på et Pensionistkort eller Rejsekort 'Pensionist', så er det sikret, at de beholder rabatten, når aldersgrænsen flyttes.«
Det sker ved, at der etableres en overgangsordning.
Hvis man inden den 1. juli har bestilt et personligt rejsekort med pensionistrabat, så beholder man denne rabat efter skæringsdatoen også selv om man endnu ikke er fyldt 67 år, lyder det fra DSB.
Den næste planlagte stigning i folkepensionsalderen er i 2030.
Pensionistrabatten giver eksempelvis en besparelse på 25 procent på rejser med DSB-tog over Storebælt.
Der er også 25 procents rabat at hente ved rejser i Jylland og på Fyn med DSB.
Hos Midttrafik, der blandt andet driver letbanen i Aarhus, er rabatten ligeledes på 25 procent.
/ritzau/