Tirsdag klokken 13.00 gik det nye medie Projekt Y i luften med artiklen "Danskerne stoler ikke på Skat" som tophistorie.

Nyhederne, som Projekt Y bringer, er udvalgt af redaktører, men er skrevet ved hjælp af kunstig intelligens.

I skattehistorien fremgår det, at "Y har bedt skatteminister Jakob Engel-Schmidt om et interview til denne artikel, men ministeriet har afvist at deltage".

Interviews foretages af Projekt Y's ansatte, og der er redaktører inde over artiklerne.

Ifølge chefredaktør Michael Dyrby er Projekt Y's historier AI-assisterede og ikke udelukkende AI-baserede.

- Vi kunne jo godt have lavet det sådan, at det var AI, der gjorde det hele. Men det er det ikke, sagde han til Ritzau mandag aften.

- Der sidder redaktører, som udvælger stoffet, vinkler det, får det produceret og får et draft, som de så gennemser og måske enten beder om at få skrevet om eller selv skriver om. Herefter vælger de billeder, og så udgiver de det. Så vi er ikke så forskellige fra andre. Vi er egentlig ret klassiske.

Projekt Y's redaktører finder historierne, som skal bringes på sitet, fra samme kilder som andre medier: Det kan eksempelvis være i forskningsrapporter, pressemeddelelser eller i andre medier, nævnte Michael Dyrby mandag.

Øverst på nyhedssitet kort efter lanceringen er blandt andet også en liveblog om valget i Israel og en historie om, at debattøren Mohamed Abdirahman Kahn er blevet frifundet af Retten i Hillerød for anklagen om, at han i en kommentar på Facebook fra 2025 skulle have tilskyndet til en forbrydelse.

Der er også en analyse af Signe Munks (SF) udtræden af regeringen på grund af stress.

Ifølge Projekt Y's chefredaktør, Michael Dyrby, der tidligere blandt andet har været nyhedsdirektør på TV 2 og chefredaktør på B.T., er udgangspunktet borgerligt, "men uden at være dogmatisk eller ideologisk".

- Vi er interesserede i frihed, fællesskab, selvbestemmelse - og fremskridt. Folk, der gør noget særligt. Vi kalder dem selv for anti-jantelovs-historier, sagde han i går til Ritzau.

- Vi kigger mod de 28- til 55-60-årige, som synes, at der er behov for en anden måde at gøre det på - eller et nyt medie, som er gratis.

Til at begynde med vil Projekt Y dække dansk politik, erhvervsstof og internationale nyheder.

Når mediet har etableret sig, kan der med tiden komme andre stofområder som eksempelvis sport og kultur til.

RITZAU