Aarhus' nye biskop vil skabe en åben og offensiv folkekirke
Kong Frederik og den fungerende kirkeminister deltog, da den nye biskop i Aarhus Stift søndag blev indsat.

Kong Frederik og den fungerende kirkeminister deltog, da den nye biskop i Aarhus Stift søndag blev indsat.

Forhenværende provst Esben Thusgård er ny biskop i Aarhus Stift, efter at han søndag er blevet indsat ved en bispevielse i Aarhus Domkirke.
Det er første bispevielse i Aarhus siden 2015.
Den 55-årige Esben Thusgård overtager posten fra Henrik Wigh-Poulsen.
Til dagens begivenhed deltog blandt andre kong Frederik og fungerende kirkeminister Morten Dahlin (V).
Ifølge DR skulle Esben Thusgård holde sin første prædiken som biskop. Og for Aarhus' nye biskop er det vigtigt, at kirken er åben for alle.
- Jeg er optaget af samarbejder, så det bliver en åben og offensiv folkekirke, der er en del af det østjyske hverdagsliv, siger han til mediet.
Dermed fandt den lokale fodboldklub, AGF, også vej til Esben Thusgårds prædiken.
Han talte om glæden og begejstringen, der udbrød i byen, da klubbens spillere tidligere i maj kunne løfte pokalen og fejre sejren i det danske fodboldmesterskab.
- Fællesskabet kunne rumme alle generationer og hudfarver. Alle sociale skel blev for en tid uinteressante, sagde Esben Thusgård i sin første prædiken som biskop.
Aarhus Stift oplyste i slutningen af april, at bispevalget var overstået. Der skulle to valgrunder til, før den nye biskop kunne udpeges.
I første runde var der tre kandidater på stemmesedlen, men da ingen fik mere end 50 procent af stemmerne, skulle valget gå om med kun to kandidater.
Efterfølgende blev Esben Thusgård valgt med 1190 stemmer mod Thomas Frank, der fik 730.
Den nye biskop blev uddannet i teologi fra Aarhus Universitet i 2001.
Under studiet arbejdede han som vikar på en varmestue under Kirkens Korshær.
Menighedsråd, præster og særligt inviterede gæster deltog i ceremonien søndag.
Der var ikke åben adgang for alle, men flere havde taget opstilling uden for domkirken, der ligger centralt i byen.
/ritzau/