Aarhus genåbner gymnasier og Silkeborg-restriktioner ophæves

Fra tirsdag må Aarhus' gymnasier være halvt fyldte. Restriktioner i Silkeborg ophæves, oplyser ministerie.

Elever fra Aarhus' ungdomsuddannelser demonstrerer foran rådhuset i Aarhus mod forlængelsen af den virtuelle undervisning, mandag den 24. august 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Særlige restriktioner i Silkeborg Kommune ophæves, mens halvdelen af eleverne på gymnasier i Aarhus Kommune må være til stede til undervisning fra tirsdag.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse. Begrænsningen på gymnasieelever på gymnasierne i Aarhus gælder foreløbig indtil den 4. september.

I de to kommuner har der været særlige restriktioner grundet smittespredning med coronavirus.

Det blev tidligere meldt ud, at hvis smittesituationen i Silkeborg Kommune fortsat var under kontrol mandag, ville særlige restriktioner her blive ophævet.

Det drejer sig blandt andet om en anbefaling om mundbind i supermarkeder og indkøbscentre samt regler om, at restaurationslivet skal lukke klokken 24.00.

I Aarhus er særlige restriktioner, hvor blandt andet lukkegrænsen for nattelivet klokken 24.00 også findes, stadig gældende, indtil andet meldes ud.

Men fra tirsdag må en del af gymnasieeleverne altså igen vende tilbage.

»Det vil være ledelsen på uddannelsesstedet, der har ansvar for at sikre, at der, inden det fysiske fremmøde på uddannelsesinstitutionen påbegyndes, er udarbejdet planer for, hvordan undervisningen kan gennemføres i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger, når der åbnes for fysisk fremmøde,« lyder det i pressemeddelelsen.

Mandag har gymnasieelever demonstreret i Aarhus for at komme tilbage i gymnasierne.

Jacob Bundsgaard fortalte efterfølgende, at man havde besluttet gradvist at sende eleverne tilbage fra tirsdag.

Det bliver ikke yderligere uddybet, hvordan man skal vælge, hvilke elever der skal tilbage til gymnasierne i Aarhus fra tirsdag.

Myndighederne følger situationen i begge kommuner nøje.

/ritzau/