Aarhus Festuge åbner med forestilling om kærlighed og død
Aarhus Festuge skydes i gang fredag aften, hvor Anders Agger er vært for en forestilling i Musikhuset Aarhus.

Aarhus Festuge skydes i gang fredag aften, hvor Anders Agger er vært for en forestilling i Musikhuset Aarhus.

Fredag aften skydes årets udgave af Aarhus Festuge officielt i gang.
Festugen åbner med en forestilling i Musikhuset Aarhus, hvor DR-journalisten Anders Agger agerer vært.
Forestillingen har kærlighed og død som sine to centrale temaer, og Anders Agger vil løbende få selskab på scenen.
- Forestillingen bryder med traditionelle formater og bevæger sig i et felt mellem samtale, højtlæsning, fællessang og livemusik, skriver Aarhus Festuge i en pressemeddelelse.
Den danske musiker Tina Dickow og hendes ægtefælle, Helgi Jónsson, er aftenens husorkester, og undervejs gæster præst Sørine Gotfredsen også scenen. Det samme gør musikeren Alberte Winding.
Lige siden 1965 har dronning Margrethe med få undtagelser deltaget ved åbningen af festugen.
Det skete også sidste år, selv om dronningen efter sin abdikation ikke længere er protektor for den aarhusianske kulturuge.
I år åbner festugen dog uden dronningens deltagelse, bekræfter kongehuset.
Torsdag aften - dagen før den officielle åbning - blev der taget hul på festugen med en stor koncert på Bispetorv i Aarhus.
Her optrådte blandt andre danske kunstnere som Hans Philip og Karl William.
Festugen foregår over de næste ti dage, hvor der vil være over 1000 arrangementer på over 100 forskellige scener og steder - heriblandt musik, teater og kunst.
Aarhus Festuge blev etableret i 1964 og afholdt første gang i 1965.
Festugen blev i første omgang tænkt som et eksperiment, der skulle aktivere byens institutioner og foreninger for at præsentere byens kulturelle profil og Aarhus' potentiale for omverdenen.
Arrangementet udviklede sig i løbet af de næste 10-15 år til ikke bare at være et vindue for aarhusiansk kunst, men dansk kunst og kultur i det hele taget med internationalt fokus og opmærksomhed.
RITZAU