46 børn, der holder hinanden i hånden, er motivet på dette års julemærke.

Det har Julemærkefondens bestyrelsesleder, Anne Glad Wagner, og kunstneren Martin Jørgensen løftet sløret for mandag på Københavns Rådhus.

Julemærket har fået titlen "De bedste gaver kan ikke pakkes ind", og som både motiv og titel indikerer, har årets kunstner haft venskaber i fokus.

Martin Jørgensen, der står bag årets julemærke, fortæller, at motivets mange børn repræsenterer "det stærke fællesskab", som børn oplever, når de er på julemærkehjem.

- Det handler om at hjælpe børn, og derfor har jeg gjort dem til hovedpersonerne. Julemærkehjemmene hjælper børn med at knytte bånd og til at tro på sig selv, udtaler han i en pressemeddelelse.

Martin Jørgensen har en baggrund i reklamebranchen og blev udvalgt til at stå bag årets julemærke grundet sin grafiske stil, der kombinerer "varme, humor og små overraskelser", fremgår det.

Julemærket er et særligt frimærke, der sælges op til jul. Overskuddet fra salget går til julemærkehjemmene, der hjælper børn, som har det svært.

Hvert år får op mod 1000 børn et ophold på et af de fem julemærkehjem, der er i Danmark.

Ifølge Julemærkets hjemmeside er der tale om børn, der "kæmper med mistrivsel, mobning, ensomhed og lavt selvværd".

Salget af julemærker dækker omkring fem procent af udgifterne til at drive julemærkehjemmene.

Det er Julemærkefonden, som dronning Mary har været protektor for siden 2004, der driver julemærkehjemmene.

Hjemmene er næsten udelukkende finansieret af donationer fra privatpersoner, virksomheder og fonde.

Julemærkerne har været udgivet siden 1904, og årets udgave er nummer 123 i rækken.

Det var daværende postmester Einar Holbøll fra Købmagergades Postkontor i København, der fik ideen til mærket.

RITZAU