Årets højeste temperatur er målt i Nordsjælland

Onsdagens varmerekord på 31,1 grader er søndag blevet slået, siger DMI's vagthavende meteorolog.

Hedebølge Sønderborg strand -
Søndag eftermiddag er der blevet målt 31,9 grader i Nakkehoved i Nordsjælland. (arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Temperaturen i Danmark satte søndag varmerekord.

32,6 grader blev målt ved Nakkehoved i Nordsjælland klokken 14.20.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

DMI oplyser videre, at det har fået indrapporteret, at der er blevet målt 32,7 grader i Gribskov og Helsingør. De to målinger er dog ifølge DMI ikke officielle.

Det er den foreløbigt højeste temperatur, der er blevet målt i Danmark i år.

Tidligere søndag skrev instituttet på Twitter, at den højeste temperatur i form af 32,2 grader var blevet målt i Nordsjælland.

Kort forinden oplyste vagthavende meteorolog ved DMI, Erik Hansen, til Ritzau, at der var sat varmerekord i Nakkehoved i Nordsjælland, hvor der var målt 31,9 grader.

Han ville ikke afvise, at der i løbet af eftermiddagen ville blive sat yderligere varmerekorder, hvilket altså blev en realitet kort efter.

Erik Hansen fortalte samtidig, at der er god mulighed for, at der også er blevet sat lokale varmerekorder andre steder i landet.

Inden søndagens varme ramte Danmark, var den højeste temperatur, der var målt, 31,1 grader i år. Den blev målt onsdag hos DMI på Østerbro i København.

Noget tyder dog på, at vi skal nyde søndages varme, for den er allerede på vej væk igen.

»Det bliver noget koldere. Der er en koldfront på vej ind vestfra og temperaturerne er allerede begyndt at falde i Vestjylland, hvor de faktisk ligger under 20 grader.«

»Det bevæger sig østpå og rammer Københavnsområdet sent i aften. Så falder temperaturen, og der bliver den ved med at ligge den kommende uge, hvor vi får en noget køligere luft ind vest fra,« siger Erik Hansen.

Den vagthavende meteorolog siger, at der den næste uge ikke kommer flere varmebølger ind over Danmark. Han vil dog ikke forholde sig til, hvorvidt der kommer flere hen over sommeren.

/ritzau/