Lørdag giver Aalborg Kommune de sidste beboere på plejehjem en dosis af vaccinen mod coronavirus.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Dermed har alle de plejehjemsbeboere i kommunen, som ønsker det, fået det første af to stik, der skal beskytte dem mod covid-19.
Der har ifølge kommunen været en stor tilslutning til vaccinen på plejehjemmene i Aalborg. Mere end 90 procent af beboerne har takket ja til at blive vaccineret.
Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), glæder sig over, at kommunen er kommet så langt i vaccinationsprogrammet over jul og nytår.
- Jeg er både glad og stolt over, at det er lykkedes at planlægge og gennemføre vaccinationer mod covid-19 på alle Aalborgs plejehjem på så kort tid, siger han i pressemeddelelsen.
- Det viser styrken af vores nære sundhedsvæsen her i Nordjylland, at de praktiserende læger, Region Nordjylland og vores egne medarbejdere beredvilligt har stillet op hen over jul og nytår for at løse en så vigtig opgave sammen.
Aalborg Kommune har i alt 36 plejehjem og et akuttilbud med i alt omkring 1900 pladser. Derudover er der tre friplejehjem i kommunen.
Den første vaccination mod coronavirus i Nordjylland blev givet den 27. december på plejehjemmet Birkebo til 92-årige Chresten Baisgaard.
/ritzau/