99,73 procent af alle pantede plastikflasker har nu låg på
Dansk Retursystem fik i 2025 9,73 procentpoint flere plastiklåg tilbage, end de gjorde i 2024.

Dansk Retursystem fik i 2025 9,73 procentpoint flere plastiklåg tilbage, end de gjorde i 2024.

Nye tal viser, at 99,73 procent af alle plastikflasker, der pantes, har låg på.
Det er en stigning på 9,73 procentpoint og næsten 56 millioner flere plastiklåg i 2025 end i 2024.
- Det er positivt, at vi får lågene retur, så de kan blive genanvendt i pant- og retursystemet i stedet for at ende i naturen eller som affald, siger Hanne Svenningsen, der er klima- og miljøchef hos Dansk Retursystem, i en pressemeddelelse.
Stigningen kommer efter, at plastikflasker og -kartoner med pant kun må sælges, hvis låget sidder fast på flasken.
Kravene har gjort sig gældende, siden EU's engangsplastdirektiv trådte i kraft den 3. juli 2024.
Plastiklågene bliver endnu ikke genanvendt som låg, men bliver genanvendt til andre plastprodukter i lavere kvalitet.
Det er muligt at genbruge plastiklågene som nye låg, men det vil kræve en EU-godkendelse - en EFSA-godkendelse - hvor genanvendte plastiklåg må bruges til fødevareemballage.
- Vi vil naturligvis gerne kunne fortælle den samme gode historie om lågene, og derfor ser vi gerne, at der kommer en EU-godkendelse af de genanvendte låg, så producenterne får mulighed for at bruge plast fra de fastgjorte låg til nye låg, siger Hanne Svenningsen i pressemeddelelsen.
Før loven blev indført, var det 90 procent af alle pantede flasker, der stadig havde deres låg på ved indlevering.
Loven gælder alle plastikflasker og -kartoner af engangsplast, der har et plastiklåg og kan indeholde op til tre liter.
I Danmark blev der i 2025 returneret 92 procent af alle drikkevareemballager med pant, hvor næsten 100 procent af det afleverede blev til nye.
Dansk Retursystem driver nonprofit pant- og retursystemet i en cirkulær økonomi med producenter, importører, detailhandlen, myndighederne og forbrugerne.
RITZAU