Hun var en af 1990'ernes mest brugte og feterede supermodeller, som var på forsider af alverdens modeblade, gik på catwalken for de største designere og hang ud med superstjerner.
Danske Helena Christensen var en af årtiets ikoniske supermodeller. Tirsdag 25. december fylder hun 50 år.
Selv om Helena Christensen nu tager hul på 50'erne, betyder det ikke, at hun er færdig med modelkarrieren.
Den danskperuanske skønhed poserer fortsat på forsider og i reklamekampagner, omend hun i de senere år måske bruger mere tid bag kameraet som fotograf.
Og et kig på hendes profil på det sociale medie Instagram viser med al tydelighed, at Helena Christensen fortsat færdes hjemmevant blandt verdensstjerner og rejser mere end de fleste.
På bagsædet af supermodellen Cindy Crawfords bil. Drink med U2-forsanger Bono. Backstage med Stevie Wonder efter et Dolce Gabbana-modeshow.
Med skuespillerinden Uma Thurman i Puerto Rico. Til fødselsdagsfest hos Oasis-stjernen Noel Gallagher sammen med andre verdensstjerner som Blur-forsanger Damon Albarn.
Hjemme i New York. Sommer i Nordsjælland.
Men samtidig fylder familien tilsyneladende meget i supermodellens liv. Allervigtigst er sønnen Mingus, som Helena Christensen har med den amerikanske skuespiller Norman Reedus, som hun dannede par med i nogle år fra slutningen af 90'erne.
19-årige Mingus ligner sin mor og har allerede gang i modelkarrieren, omend han har sagt i et interview med det danske modeblad Costume, at han helst vil lave film.
Helena Christensen er født i København og vokset op på Amager med dansk far, en mor fra Peru og en søster.
Hun blev tidligt spottet og var barnemodel, og i 1986 vandt hun titlen som Miss Danmark. Det var startskuddet til en international modelkarriere, der startede i Paris, men siden førte Helena Christensen hele verden rundt.
Hun fik sit store helt gennembrud som en af de absolut største supermodeller, da hun slængede sig på en strand i Chris Isaacs musikvideo til sangen "Wicked Game".
Og da hun blev kæreste med INXS-forsanger Michael Hutchence, blev hun samtidig eftertragtet stof i alverdens sladderspalter.
/ritzau/