Et 82 meter langt skib, der onsdag stødte på grund ud for Nyborg Havn, er torsdag blevet trukket fri efter omkring et døgns stilstand.

Det oplyser Forsvarskommandoen, som har "afsluttet sagen".

Skibet, der er indregistreret i caribiske Antigua, ligger torsdag eftermiddag placeret ved Lindholm Havnekaj nær Nyborg.

Det skriver Fyens Stiftstidende på baggrund af oplysninger fra selskabet J.A. Shipping, der stod for fritrækningen.

Havbunden i området består af ler og flintesten, hvilket gjorde det vanskeligt for fragtskibet at komme fri af sig selv, skriver mediet.

Arbejdet gik i gang torsdag morgen, og Forsvaret placerede i den anledning et miljøskib i Nyborg, der skulle overvåge fritrækningen.

Det caribiske tankskib "Roseburg" stødte på grund onsdag middag.

Kort efter blev det maritime beredskab aktiveret i forbindelse med hændelsen.

Skibet blev først undersøgt for brud på skroget og mulig miljøforurening, men der blev ikke konstateret miljøforurening.

Det 82 meter lange tankskib måler mere end 12 meter i bredden.

Søfartsdata viser, at skibet var på vej til Halmstad i Sverige.

RITZAU