75 år i dag: Han er Venstres inderste sjæl – og hvem skulle ellers skrive sangene

Bertel Haarder har i en menneskealder været Venstres sjæl. Han brænder for sin sag og er altid gået imod strømmen. Og så er han blevet lidt rundere med årene. 7. september fylder han 75 år.

Kulturminister Bertel Haarder fotograferet i sit hjem Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

For en generation af danskere har Bertel Haarder været der altid. Han var undervisningsminister, da de gik i skole og måske demonstrerede sammen med de alle andre danske børn og »røde« pædagoger mod Bertel »Bims«.

Og da de et par årtier senere skulle sende deres egne børn i skole, var han der igen. Som undervisningsminister og øverstbefalende over den danske folkeskole.

Nu fylder Bertel Haarder 75 år.

Temperamentet er med årene kommet mere under kontrol, han er blevet lidt rundere. Den kantede fremtoning, det stirrende blik og de tykke briller, der fik hans modstandere til at tro, at han vitterligt var bims, er afløst af en facon, der gør ham overlegen i de fleste debatter.

Bertel Haarder har altid brændt for sin sag. Han er det modsatte af en levebrødspolitiker og er stadig skarp og den man lytter til, som da han i sidste uge sagde, at det var tid til at skifte formand i hans parti.

2016 slog han en rekord som den længst siddende minister, siden parlamentarismen blev indført i Danmark, en rekord der formentlig vil blive stående i mange år. Med sammenlagt 22 år eller 7.853 dage på ti forskelligt sammensatte ministerposter slog han den tidligere rekord sat af landbrugsminister Kristen Bording i 1950.

Det, Bertel Haarder kan, er at trænge ind til kernen af en sag og løfte den op og se de principielle og ideologiske perspektiver, så alle forstår, at det i virkeligheden handler om frihed, om personligt ansvar og om at samfundet ikke skal løse alle problemer for os.

Venstres sjæl

På den måde har Bertel Haarder i en menneskealder været Venstres sjæl – uanset hvilke strømninger, man foretrækker at dele Danmarks Liberale Parti op i. Med et utal af bøger, hvis titler fortæller alt, har han bidraget til at forme det liberale projekt i Danmark, »Midt i en klynketid«, »Op mod strømmen«, »Institutionernes tyranni«.

Og derfor er det også naturligt, at det er Bertel Haarder, der skriver partiets sange. Hvem skulle ellers gøre det? Over 300 er det blevet til – festsange, der ofte med underfundige rim og en god sarkasme, har fået alle til at grine – ikke mindst af sig selv.

Bertel Haarder er født på Rønshoved Højskole, hvor hans far var forstander. Han ærgrede sig over, at han ikke blev født seks timer senere, for så var hans fødselsdag faldet sammen med Grundtvigs.

Det var denne højskolesjæl, som Anders Fogh Rasmussen satte i spidsen for årtiers politisk mest sprængfyldte område, da han i 2001 udnævnte Haarder til integrationsminister.

Haarder førte stramninger igennem på stribe, blev lagt for had, kæmpede mod venstrefløjen og stod fast. Men erklærede også, at han ikke var minister for badeforhæng og frikadeller. Der var værdikampe, som man måtte tage lokalt. De hørte ikke hjemme på ministerens bord. Og som årene gik på den stormfulde post, endte Haarder med at blive den mest populære minister i regeringen.

Posterne han ikke fik

Selv om Haarder har prøvet meget, indeholder hans politiske karriere også historien om de poster, han ikke fik. Han var skuffet over ikke at blive EU-kommissær, da Fogh i 2004 udpegede Mariann Fischer Boel. Haarder lagde ikke skjul på, at han var udsat for kønsdiskrimination, da ønsket til den danske regering var at stille med en kvinde.

Det samme gjaldt, da Connie Hedegaard blev udpeget fem år senere. Haarder blev heller ikke formand for Folketinget, da Lars Løkke Rasmussen forærede posten til Pia Kjærsgaard i 2015.

Og endelig blev Bertel Haarder ikke generalkonsul i Flensborg. Det sidste var hans eget valg. Som et plaster på såret, da Løkke ringede til ham og sagde, at han ikke længere skulle være kultur- og kirkeminister, fik han posten i det nordtyske tilbudt.

Men sagen gav så meget uro i Sønderjylland, fordi en anden skulle vige pladsen, at Haarder valgte at trække sig.

Imod strømmen

Bertel Haarder er altid gået imod strømmen. Når noget er blevet til faste sandheder, er han gået imod og har set det fra en anden side – hans side. Uanset om det har handlet om klassens time, gruppeeksamen, indvandrerfamiliers paraboler vendt mod arabiske kanaler, formynderi eller snobbede akademikere.

Da han i 1983 ville øge antallet af elever i gymnasiet med ti procent, demonstrererede gymnasieeleverne med vrede slagord og store højttalere på en lastbil foran Undervisningsministeriet.

Af sikkerhedsmæssige hensyn havde man låst døren til ministeriet, fortalte hans daværende sekretær, Hanna Dam, i et portræt i Euroman. Men Haarder ville konfrontere demonstranterne, han sprang ud, og hoppede op på lastbilen og bad om ordet. »Nu får han enten tæsk eller bliver smidt i Frederiksholms Kanal,« tænkte sekretæren.

Haarder klarede den og fik fortalt, hvorfor det var til elevernes og deres generations fordel, at flere fik en studentereksamen. Og som han noterede, så er vi i Danmark så flinke, at ingen alligevel turde krumme et hår på hovedet af ham.