68 vaccinesteder kører på fuld damp – 100.000 skal stikkes

Logistik og it-systemerne skal prøves af i stor skala mandag, hvor Danmark sætter rekord i vaccinationer.

 
Danskerne er i fuld gang med at blive vaccineret mod coronavirus. Få et overblik over vaccinesituationen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen, Sarah Sander. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

68 vaccinationssteder rundt i landet er i brug mandag, hvor landets regioner gennemfører den hidtil største vaccinationsdag med 100.000 planlagte stik.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

»Vi skal sikre os, at vi er klar til at rulle vaccinerne ud i stor skala – at vaccinationsstederne har kapacitet til at vaccinere 100.000 på én dag, og at logistikken og it- systemet kan klare presset,« siger enhedschef Steen Dalsgård Jespersen i pressemeddelelsen.

Mandagens vaccinedag er en stresstest af, om regionerne er klar til at løfte opgaven, når Danmark gennem de kommende uger og måneder vil modtage flere vacciner end tidligere.

26. februar var regionerne gennem en lignende generalprøve – dog i noget mindre skala – hvor mere end 30.000 blev vaccineret på en dag.

Det er indtil videre den dag med flest vaccinestik på én dag i Danmark, men det bliver slået mandag, hvor der altså skal omkring tre gange så mange igennem.

»Den første generalprøve var en rigtig god øvelse for alle, der er involveret i vaccinationsindsatsen, og vi har brugt erfaringerne til at justere i planerne. Og mit bud er, at vi er godt klædt på til at vaccinere i stor skala.«

»Alt dette kommer i sidste ende til gavn for den enkelte, der skal vaccineres, så det foregår sikkert og effektivt,« siger Steen Dalsgård Jespersen.

Indtil videre er 868.461 indrullet i vaccinationsprogrammet, hvilket vil sige, at de som minimum har fået første stik.

Det svarer til 14,9 procent af befolkningen. Sundhedsstyrelsen forventer, at alle over 16 år, der vil vaccineres, kan være færdigvaccineret 25. juli.

/ritzau/