60.000 jagter fantasivæsener til Pokémon-fest i København
Tusindvis af fans af mobilspillet Pokémon Go samles i Fælledparken denne weekend for at fange pokémoner.

Tusindvis af fans af mobilspillet Pokémon Go samles i Fælledparken denne weekend for at fange pokémoner.

Denne weekend valfarter fans fra nær og fjern til Fælledparken i København, hvor der afholdes Pokémon Go Fest.
Op mod 60.000 personer ventes ifølge Københavns Kommune at deltage i festlighederne.
Pokémon Go er et mobilspil, hvor man ved at gå rundt i den virkelige verden kan fange forskellige virtuelle væsener på sin mobiltelefon.
Løser man billet til spilfestivalen i Fælledparken, kan man så få adgang til nogle helt særlige og sjældne pokémoner, man ikke normalt vil kunne støde på i Danmark, fremgår det af spillets hjemmeside.
Der vil blandt andet være en pokémon, der normalt kun findes på Hawaii.
En billet til spilfestivalen koster 200 kroner og giver adgang til Fælledparken en hel formiddag eller eftermiddag.
Man får desuden en hel dags adgang til særlige funktioner i spillet, der kan bruges i hele København, hvor der er forskellige arrangementer i forbindelse med festivalen.
Pokémon Go-spillet blev lanceret i 2016 og er en del af den populære, japanske Pokémon-spilserie, der blev skabt i 1996.
En pokémon er et fantasivæsen, der har særlige karaktertræk og evner.
En af de mest velkendte er Pikachu - et lille gult væsen, der kan give elektriske stød med sin lynformede hale.
Da Pokémon Go blev lanceret i 2016, blev det hurtigt et stort hit i Danmark og på verdensplan.
Spillet havde på sit højeste over 200 millioner daglige brugere.
Og selv om det ikke er nært så stort i dag, har spillet stadig en særlig egenskab, der gør det populært blandt spilentusiaster.
Det forklarer Lars Konzack, der er lektor ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, hvor han har forsket i computerspil og digital kultur.
- Spillet blander fiktion og virkelighed på en måde som få andre store spil. I stedet for at sidde og spille foran computeren på dit værelse, er du ude i det offentlige rum, siger han.
Han understreger, at spillet appellerer til flere aldersgrupper.
- Der er jo både dem, der har et nostalgisk forhold til Pokémon og dem, der oplever spillet for første gang.
- Og en masse forældre, der er glade for at få deres børn ud af huset.
København er en blandt tre værtsbyer til årets Pokémon Go Fest.
Der har tidligere i år været afholdt lignende festivaler i Tokyo og Chicago.
/ritzau/