392 nye smittetilfælde i Danmark - laveste antal i 13 dage

Antallet af indlagte med coronavirus på landets sygehuse er faldet med tre det seneste døgn.

 
Antallet smittede med corona er begyndt at stige, og det er især unge mellem 20-29 i hovedstadsområdet, der er ramt. Få det fulde overblik over situationen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Ida Meesenburg, Kristina Finne Fold sammen
Læs mere

Der er 392 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) tirsdag.

Det er det laveste antal daglige tilfælde, der er registreret de seneste 13 dage.

Smittetallene har overordnet set været nedadgående, siden de fredag og lørdag var på den forkerte side af 600.

Trods den faldende tendens er antallet af smittede fortsat fire gange så højt som i starten af september.

Den nedadgående bevægelse i smittetallene gør sig også gældende i antallet af indlæggelser på landets sygehuse.

Tirsdag er der 107 indlagte med coronavirus. Det er tre færre end mandag.

Christian Wamberg, overlæge på intensivafdeling på Bispebjerg Hospital, er i den nuværende situation ikke nervøs for, at hospitalerne kommer under stort pres.

»Vi må se, hvordan smittetallet påvirker tallet af indlagte de næste to uger. Vi er ikke så bange for at blive løbet over ende (af patienter, red.),« siger han.

Ifølge ham er beredskabsplanerne dog stadig ved at blive finpudset og gjort klar, hvis det skulle blive nødvendigt. Der er vi dog langtfra lige nu, lyder det.

Antallet af indlagte er femdoblet siden starten af september. Trods stigningen er der fortsat langt op til rekorden i april, hvor 535 var indlagt.

Ud af de indlagte er 24 på intensiv, hvilket er fire færre end mandag. Ni af de indlagte på intensiv er så syge, at de har brug for en respirator at trække vejret.

Christian Wamberg påpeger, at de indlagte har stor bevågenhed, men antallet er ikke alarmerende.

»Med omkring 100 patienter ud af samtlige hospitalssenge er det jo ikke særligt meget,« konstaterer han.

Der er derudover registreret et nyt dødsfald med coronavirus det seneste døgn.

Det betyder, at 650 personer har mistet livet efter smitte med virusset, siden det første dødsfald blev registreret i starten af marts.

Der er tirsdag eftermiddag klokken 16 indkaldt til pressemøde om coronasituationen. Blandt andre sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm vil deltage.

/ritzau/