3.450.

Så mange danske straffesager skal nu gennemgås og kigges grundigt efter i DNA-kortene. Sagerne vedrører alt i alt 3.430 personer.

Det har Rigspolitiet og Rigsadvokaten besluttet på baggrund af en sag, hvor »det ser ud til, at en mand kan være uskyldig dømt«.

»DNA er et vigtigt bevis i mange sager. Vi har nu haft en konkret sag, hvor det ser ud til, at en person kan være uskyldig dømt. Den har anklagemyndigheden bedt om at få genoptaget hos Den Særlige Klageret. Nu kigger vi for en sikkerheds skyld på, om der skulle være andre, lignende sager,« siger rigsadvokat Jan Reckendorff.

I den konkrete sag blev en håndværker dømt og afsonede efterfølgende 60 dages fængsel for at have brudt ind i en lejlighed i Københavns nordvestkvarter, hvor han ifølge dommen stjal værdier for over 137.000 kroner.

Kristian Mølgaard, advokat

»Vi kan ikke i retssystemet operere med en risiko som denne.«

---

Det afgørende bevis i retten var et DNA-match på en ledning til et TV, som med en sandsynlighed på en million til én blev beregnet til at stamme fra håndværkeren. Blandt én million danskere bør der med andre ord kun være en enkelt, der har præcist den DNA-profil.

Analysen i den konkrete sag blev imidlertid foretaget med en tvivlsom sammenligningsmetode mellem to forskellige såkaldte typebestemmelser af DNA-profiler – et nyt og meget detaljeret (fra ledningen) og et ældre og mindre detaljeret (i politiets DNA-register).

Den tekniske forklaring på de forskellige DNA-profiler er, at man frem til 2012 lavede DNA-profiler ud fra ti DNA-strenge, men fra 2012 blev det vurderet som mere præcist at bruge 16 DNA-strenge. Og i flere tilfælde, hvor politiet har opgraderet ældre profiler med ti strenge til nye med 16, er der opdaget forkerte match.

Den tilsvarende tvivlsomme sammenligningsmetode blev med andre ord anvendt i over 3.400 andre danske straffesager.

Tilliden svækket

Håndværkerens advokat, Kristian Mølgaard, ser frem til, at man indleder den omfattende gennemgang af de mange sager, hvor DNA-match har spillet en afgørende rolle, og hvor politiet har anvendt den problematiske sammenblanding af to DNA-systemer.

»Der er tale om en fejltype, som kræver en total gennemgang, for ellers vil den ikke blive udfundet. Vi kan ikke i retssystemet operere med en risiko som denne,« siger han.

Du var i sin tid i tvivl om, hvorvidt dommen var korrekt ...

»Ja, det var jeg i den grad. Jeg mente ikke, at der var bevis for, at DNA-sporet var afsat af ham på det sted. Men jeg havde ikke belæg for at sige, at der var noget galt med den statistiske udregning. Jeg mente bare ikke, at det var ham, og jeg mente ikke, at det spor kunne bære en domfældelse.«

Er din tillid til DNA som et afgørende bevis i straffesager generelt svækket?

»Ja. Jeg synes, at det illustrerer, at DNA ikke bør være et næsten fældende bevis. Det er sådan med DNA, at det ligger fast, at det ikke kan stå alene, og det siger praksis også. Der er bare nogle situationer, hvor det er min opfattelse, at DNA får lov til at stå næsten alene, og jeg synes, at det her om noget illustrerer, at DNA ikke kan stå alene.

Kristian Mølgaard mener i den forbindelse, at der er væsentlig forskel mellem fingeraftryk og DNA som bevis:

»Fingeraftryk viser noget om, at man har rørt en bestemt genstand. DNA viser kun, at der er noget, der matcher dig, og som er på genstanden, men intet om, hvordan det er kommet derhen. Det er væsentligt, for det kan være sekundært overført.«