Når 2. g-eleverne vender tilbage til gymnasiet i løbet af august, skal de rystes godt sammen igen, siger flere gymnasieledere.

For eleverne har kun gået i skole under coronapandemien.

På Aalborg Katedralskole bliver 2. g-elever sendt på en hyttetur, som normalt ellers finder sted i 1. g. Her kan de lære hinanden bedre at kende.

»Klasserne har ikke rigtigt lært hinanden at kende, de er ikke blevet rystet sammen,« siger Christian Warming, der er rektor på Aalborg Katedralskole.

Flere andre gymnasier foretager lignende tiltag, fortæller Birgitte Wedersøe, der er formand for Danske Gymnasier.

»Mange steder har tænkt over at sikre, at der for fortsætterklassen også skal være nogle introaktiviteter, som vi normalt ellers ikke ville have haft,« siger hun.

Det glæder Thea Enevoldsen, der skal starte i 2. g på Aalborg Katedralskole.

»Mit 1. g-år var fyldt med kompromisser. Jeg fik aldrig en introfest eller en fredagscafé. Så selv om det er mit andet år i gymnasiet, bliver det et år fyldt med første oplevelser. Det ser jeg super meget frem til,« siger hun.

På grund af coronapandemien har Thea Enevoldsen været væk fra den fysiske skole og det sociale samvær i lange perioder.

Aalborg Katedralskole er en af de skoler, der har været lukket i længere tid. Både på grund af smittetallet i det sogn, som gymnasiet ligger i, og på grund af den nordjyske nedlukning i november i forbindelse med smitteudbruddet blandt nordjyske mink.

Virtuel undervisning har ikke altid været lige nemt, og derfor glæder Thea Enevoldsen sig til at komme i skole igen.

»Rent fagligt synes jeg, det har gået meget op og ned,« siger hun.

»Det har været betydeligt sværere at følge og holde trit i de fag, hvor jeg i forvejen skulle gøre en ekstra indsats. Der blev jeg stillet en ekstra udfordring,« siger hun.

Christian Warming, der er rektor på Aalborg Katedralskole, mener, at eleverne vil mærke en klar forbedring, når de igen møder i skole.

»Vores elever har været rigtig gode til at tilpasse sig, følge restriktioner og til at lære med virtuel undervisning. Men det er klart, at det betyder noget for dem, at de møder deres kammerater, og at de kan have noget samspil med lærerne,« siger han.

Det samme mener Birgitte Vedersøe fra Danske Gymnasier, der understreger, at de seneste afgangselever klarede sig bedre end ellers forventet.

»Jeg er ikke så bekymret for det faglige. Det skal vi nok komme efter. Der vil dukke nogle ting op, men det har vi fået bevilget midler til at tage hånd om,« siger hun.

/ritzau/