En 24 meter lang og tre meter dyb rodtunnel ved Københavns Universitets forsøgsgård i Taastrup skal gøre forskere klogere på planters rodnet.

Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Tunnelen gør det muligt at studere, hvordan klimaforandringer påvirker afgrøder som korn, raps, ærter og kartofler.

Forskerne kan ved hjælp af 1200 små vinduer følge røddernes udvikling.

Det er vigtigt at forstå røddernes udvikling i en tid, hvor klimaet forandrer sig, siger professor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab Kristian Thorup-Kristensen.

- Meget tyder på, at vi får længere perioder med tørke, men også længere våde perioder, som vi har set det her i foråret.

- For planterne betyder det, at de skal kunne hente vand op fra de dybere jordlag, siger han.

Forskerne kan følge røddernes udvikling og aktivitet ved hjælp af billedanalyse, vandsensorer og analyse af vand- og gasprøver.

Særlige sporstoffer, som tilføres jorden, gør det muligt for forskerne at følge røddernes optag af vand og næring fra 70 centimeters dybde og ned til tre meter.

- Med de måleinstrumenter, vi har i dag, giver tunnelen os helt nye muligheder for at undersøge plantens optag af vand og næringsstoffer, og hvordan den udvikler dybe rødder, der kan give planten mulighed for at modstå tørke, siger Kristian Thorup-Kristensen.

Rodtunnelen er den første af sin slags herhjemme, og projektet er finansieret af Novo Nordisk Fonden.

/ritzau/