Opdateret

209 meter langt EuroCity-tog med 492 passagerer meldes klar til drift

Europæisk jernbanemyndighed har godkendt DSB's nye EuroCity-tog, der sættes i drift i slutningen af året.

Det nye EuroCity-tog kommer i fast drift mellem København og Hamburg i slutningen af 2025. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

DSB's nye EuroCity-tog, der er beregnet til den internationale togtrafik, er blevet godkendt af Det Europæiske Jernbaneagentur.

Det skriver DSB i en pressemeddelelse.

EuroCity-toget er med 209 meter og 492 passagerpladser DSB's længste tog.

Toget sættes i fast passagerdrift mellem København og Hamburg i slutningen af året.

Direktør for strategi og togmateriel i DSB Jürgen Müller lover bedre forhold og komfort med EuroCity-toget.

- Vi glæder os til snart at kunne give vores kunder en endnu bedre oplevelse, når de rejser til udlandet.

- Og vi håber dermed, at det vil give flere mod på at rejse på ferie med toget, siger han i meddelelsen.

EuroCity skal sammen med de kommende IC5-tog være "rygraden" i DSB's togflåde, skriver DSB i pressemeddelelsen.

- De nye togvogne gør det samtidig muligt for DSB at kunne skabe flere internationale forbindelser fra Danmark ud i Europa i fremtiden, siger Jürgen Müller.

Selv om de nye tog først for alvor kommer i drift i slutningen af i år, vil de blive testet i løbet af efteråret.

Det betyder, at passagerer på udvalgte afgange vil kunne komme til at køre med den nye togtype.

EuroCity kan også opleves på hovedbanegården i København på Kulturnatten 10. oktober.

DSB har modtaget de første otte vognstammer, mens yderligere otte følger over de to kommende år.

En vognstamme består af 15 vogne med i alt 492 passagersæder fordelt på 442 standardsæder og 50 sæder på første klasse.

Kørehastigheden er op til 200 kilometer i timen.

Togene kører i første omgang fra København til Hamburg via Storebælt, men fra 2029 vil vognene køre via Femernbælt-tunnelen, skriver DSB på sin hjemmeside.

EuroCity-togene fremstilles af den spanske togproducent Talgo. Også tyske Deutsche Bahn har bestilt EuroCity-tog, oplyser DSB.

/ritzau/