Et usædvanligt stort antal hjorte er blevet påkørt på danske veje i årets første ni måneder.
Dyrenes Beskyttelse har registreret 7993 sager om påkørte hjorte fra januar til september.
Det er 522 flere sager end samme periode sidste år, og dermed tegner 2025 til at blive et rekordår for påkørte hjorte.
Det siger biolog i Dyrenes Beskyttelse Peter Gravlund Nielsen.
- Det er svært at sige entydigt, hvad forklaringen er. Men det kan hænge sammen med, at der er kommet flere biler på vejene.
- Det kan også spille ind, at flere bilister indberetter, når det sker, siger han.
Efteråret er traditionelt højsæson for påkørsler.
Det skyldes det, som Peter Gravlund Nielsen betegner som et "uheldigt sammenfald mellem dyrenes og menneskenes aktivitetsniveau".
- Hjortene er mest aktive tidlig morgen og aften. Når dagene bliver kortere, og det bliver mørkt, når vi kører allermest på vejene, nemlig om morgenen og aftenen, så går det desværre galt, siger han.
En hjort kan komme slemt til skade eller miste livet ved mødet med en bil.
Men det kan også være farligt for bilisten og give anledning til store skader på bilen.
- Et rådyr vejer måske 20 til 25 kilo, mens en kronhjort måske vejer op til 200 kilo. Det er altså et stort dyr at få ind gennem forruden, og man kan komme slemt til skade, hvis det sker, siger Peter Gravlund Nielsen.
Man ved erfaringsmæssigt, hvor de fleste påkørsler sker. Her er der ofte sat skilte op, der advarer mod risikoen for at påkøre hjorte.
- Sæt det lange lys på og let foden fra speederen. Det gør, at du kan reagere lidt hurtigere, hvis en hjort pludselig løber ud foran bilen, siger Peter Gravlund Nielsen.
Hvis uheldet er ude, er der hjælp at hente hos Dyrenes Beskyttelses vagtcentral.
- Hvis dyret ligger og er skadet, kan vi sende en frivillig skytte ud. Ofte vil dyret været kommet så slemt til skade, at det vil blive nødaflivet.
- Hvis hjorten løber efter at være blevet påkørt, kan vi sende en schweisshundefører ud, som kan følge sporet og se, hvordan dyret har det og tage stilling til, om det skal aflives, siger Peter Gravlund Nielsen.
/ritzau/