160 personer har taget vandscooterbevis efter dødsulykke

Krav om vandscooterbevis blev indført i kølvandet på en dødsulykke i Københavns havn. 160 har taget beviset.

Kravet om vandscooterbevis blev indført efter en dødsulykke i Københavns havn i maj 2017, hvor to amerikanske kvinder mistede livet, da en vandscooter kolliderede med deres båd. (Arkivfoto). Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Selv om det først fra næste år er lovpligtigt at have et særligt bevis, hvis man vil drøne ud over vandet på en vandscooter, så har 160 personer nu bestået kurset og fået sig et vandscooterbevis.

Det oplyser Søfartsstyrelsen til DR Syd.

Kravet om vandscooterbevis blev indført efter en dødsulykke i Københavns havn i maj 2017, hvor to amerikanske kvinder mistede livet, da en vandscooter kolliderede med deres båd.

Sten Emborg, der er specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd under Søfartsstyrelsen, er tilfreds med, at 160 personer har taget kurset.

»Vi mener, at uddannelse er en vigtig måde at forebygge ulykker på,« siger Sten Emborg til DR Syd.

Ifølge Sten Emborg er der ikke nogen opgørelser over, hvor mange vandscooter-sejlere der er herhjemme. Men han vurderer, at der er mellem 1000 og 2000.

»Det er klart, at der er et stykke vej igen, indtil alle har taget det. Men det er et nyt bevis, som folk skal lære at kende,« siger Sten Emborg.

En ung vandscooterfører mistede 6. maj 2017 herredømmet over sin maskine.

I Københavns havn fløj det kraftfulde fartøj derefter gennem luften og ramte med høj fart en lille udlejningsbåd.

I båden sad syv unge amerikanske kvinder, og to af dem blev dræbt.

I Østre Landsret blev den 25-årige vandscooterfører straffet med to et halvt års fængsel i sagen.

Under sagen kom det frem, at den dømte i minutterne forud for kollisionen foretog en stribe hasarderede handlinger.

Blandt andet sejlede han på et tidspunkt med stor fart direkte mod en speedbåd. Først i allersidste sekund undveg han, så de ombordværende blev oversprøjtet af vand.

Det kom også frem, at han sejlede fire-fem gange hurtigere end tilladt, og at han tilsyneladende ignorerede henstillinger fra andre i havnen, hvor sejlads med vandscooter i øvrigt er forbudt.

Den dømte havde intet førerbevis til vandscooter.

/ritzau/