Det lyder imponerende, når maskingeværsalverne spyttes ud over den jyske hede kun akkompagneret af lyden af den kørende lastbil, soldaten sidder på ladet af. Maskingeværet, der klakker ildevarslende, lyder det mundrette navn M/2001 og er en gammel dame, der har været i det danske forsvar, siden Stalin i 1950 sad på magten i Sovjetunionen. Siden er det bygget om af flere omgange, så det kan bruges i et moderne forsvar, men grundtanken bag geværet er den samme, som da det blev opfundet i 1921.
Lastbilen er af nyere model. Den er Flyvevåbnets løsning på, at det er langt billigere at træne helikopterskytter i at ramme mål i bevægelse fra en lastbil end at sende en helikopter i luften.