111 nye smittetilfælde - antal indlagte falder med fem

Antallet af indlagte coronapatienter i Danmark er nu det laveste siden 16. august.

 
Coronavirussen er stadig i Danmark, og smitten er steget igen. Få overblikket her. Video: Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen og Ida Meesenburg Fold sammen
Læs mere

Yderligere 111 personer er blevet smittet med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Dermed er der igen over 100 nye smittetilfælde, efter at der to dage i træk har været under 100 nye daglige tilfælde.

Christian Wejse speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet ser dog en tendens til højere smittetal siden 28. august, og mener, at man skal være opmærksom, så det ikke løber løbsk.

Antallet af indlagte coronapatienter falder med fem til 15. Det er det laveste antal siden 16. august, hvor der var 12 indlagte.

»De færre indlagte er nok udtryk for, at det i høj grad er de unge, der bliver smittet,« mener Christian Wejse.

Ifølge ham er der en stigning i hvor mange unge, der bliver testet. Det kan skyldes studiestart, nedlukning eller smittekæder i de unges nærmiljø.

Ud af de 15 indlagte befinder fire sig på intensiv, hvoraf de to af dem får hjælp af respirator.

Inden for det seneste døgn er der to færre, der er tilkoblet en respirator.

Der er registreret ét nyt coronarelateret dødsfald inden for det seneste døgn.

Det bringer det samlede antal døde med coronasmitte på 626, siden virusset første gang blev påvist i Danmark i slutningen af februar.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) skrev tirsdag på twitter, at kontakttallet er steget til 0,9 fra 0,8.

Det betyder, at ti smittede i gennemsnit smitter ni andre.

Siden tirsdag er yderligere 18.362 personer blevet testet for coronavirus.

Dermed er det samlede antal testede personer nået op på 1.784.934.

Det skal ses, i forhold til at der er blevet foretaget 2.526.753 prøver.

Forskellen mellem tallene skyldes, at en person være blevet testet flere gange.

/ritzau/