Casper Christensen og Frank Hvams eskapader fortsætter senere denne sommer.

Den 19. juli får den kommende sæson af "Klovn", der bliver den 11. i rækken, premiere på TV 2.

Det afslører Casper Christensen i et opslag på det sociale medie Instagram fredag formiddag.

På TV 2's programsite fremgår det, at den kommende sæson har undertitlen "Nul sex".

- I privatlivet bevæger Frank sig ud på ukendt grund, men han har sin trofaste makker, Casper, med. Han er dog ikke til meget hjælp, da han selv har sit at slås med, lyder det blandt andet om handlingen.

- På en opladningstur til udlandet finder Casper og Frank hinanden og vinder kræfterne tilbage til at overkomme deres ægteskabelige problemer, færdiggøre deres filmoptagelser og se fremad.

I "Klovn" spiller Casper Christensen og Frank Hvam karikerede udgaver af sig selv.

- De kæmper en brav kamp med at finde fodfæste i grænselandet mellem dansk showbiz' absolutte magtelite og hverdagens trivielle, småborgerlige udfordringer.

- Men Franks principper, klare overbevisninger og Caspers klare regler og råd bringer dem ud i et hidtil uset grænseoverskridende og tåkrummende territorie, lyder det videre om handlingen i den kommende sæson.

Casper Christensen har tidligere afsløret i en story - et tidsbegrænset klip - på Instagram, at "en af de helt store" karakterer vil dø i den kommende sæson.

Ligesom at Casper Christensen og Frank Hvam spiller karikerede udgaver af sig selv, gør en stribe kendisser det samme.

I den nye sæson er der gensyn med Klovn-kendinge som Lars Hjortshøj, Michael Carøe og Tomas Villum Jensen, og så dukker et ansigt fra fortiden også op, ligesom flere musikkendisser og skuespillere medvirker i korte gæsteoptrædener, fremgår det af TV 2's programsite.

Ud over cameos fra kendte personer er der også en række fiktive karakterer med i universet, heriblandt Mia, Pykker, Fætter Andreas og revisor-Kurt.

Første sæson af "Klovn" havde premiere på TV 2 tilbage i 2005.

Siden er det blevet til tre spillefilm og nu en 11. sæson.

I tidligere cameos har universet blandt andre haft besøg af entertainer Niels Hausgaard, Casper Christensens egen svigermor i virkelighedens verden, modeldirektøren Jacqueline Svane, samt af Hollywood-skuespilleren Isla Fischer og Maroon 5-forsangeren Adam Levine.

/ritzau/