Man kan roligt tage sig en dukkert i samtlige danske strande og søer, nu, hvor badesæsonen står for døren – men går turen mod Nordsjælland, skal man være opmærksom enkelte steder.

Hos Det Europæiske Miljøagentur får ni ud af ti danske strande og søer betegnelsen fremragende, når det gælder badevandskvaliteten.

Den årlige rapport, der er udkommet tirsdag, beskriver kvaliteten af badevandet ved 1026 badesteder i Danmark i 2020.

Agenturet baserer sine målinger på vandets indhold af tarmbakterier som E-coli og enterokokker. Herudfra karakteriseres badestedernes vandkvalitet som fremragende, god, tilstrækkelig eller ringe.

90,7 procent af badestederne har opnået betegnelsen fremragende. Det er det hidtil højeste niveau i de seneste fire år.

Ringe badevand langs Strandvejen

Kun seks badesteder – svarende til 0,6 procent – får betegnelsen ringe. Det inkluderer to steder langs Strandvejen i Nordsjælland, nemlig Christiansgave og Smidstrup Strand.

Begge steder ligger ud til Øresund, mellem Vedbæk og Rungsted Kyst, ligesom stederne kun ligger få kilometer fra hinanden.

Hørsholm Kommune, som de nordsjællandske badesteder hører hjemme i, har længe kendt til problemet. I 2019 fortalte kommunen, at man forsøgte at komme forureningen til livs – men at man endnu manglede at lokalisere kilden til problemet.

»Det er rigtig ærgerligt, for hvis der er noget, vi gerne vil her i kommunen, så er det at sikre vores borgere adgang til rent vand. Så jeg garanterer, at der er maksimal politisk bevågenhed på problematikken her,« sagde Jan H. Klit (K), formand for Miljø- og Planlægningsudvalget i kommunen, dengang til TV 2 Lorry.

Seks steder

De øvrige badesteder med »ringe« badevand tæller Krags Brygge ved Holbæk, Kvie Sø ved Ansager i Vestjylland, Bork Havn Surferstrand i Vestjylland og Vandet Sø – østenden – i Nordvestjylland.

Den dårligere badevandskvalitet kan skyldes større nedbørsmængder, hvor der kommer urenset spildevand ud i badevandet, siger Christian Moes, kontorchef hos Miljøstyrelsen:

»Det ser vi dog i meget ringe omfang, hvilket bekræfter, at kommunerne har godt styr på det.«

Lille Valby Strandpark og Salvadparken, begge en del af Roskilde Kommune, har tidligere været stemplet som steder med ringe vandkvalitet af EU-rapporten. To ældre overløb, der ledte spildevand ud nær badestederne, var grunden til den dårlige placering.

For EU samlet set er det knap 83 procent af badestederne, der opnår betegnelsen fremragende.

Helt i top med 95 procent af badestederne i denne kategori er lande som Cypern, Østrig, Grækenland, Malta og Kroatien.

/ritzau/