En af de store begivenheder inden for konditorbranchen finder sted søndag i København, hvor vinderen af Årets Kage bliver kåret.
Deltagere, dommere, arrangører og 102 kager er derfor at finde i Cirkusbygningen i København for at kåre netop Årets Kage.
Søndag formiddag ankom bagere og konditorer fra bagerier i hele landet til hovedstaden. Alle med favnen fulde af små, dekorative kager, som skulle forbi indtjekning og indvejning.
102 kager er i år tilmeldt, og deltagerne skal lave 28 udgaver af hver enkelt kage. Kagerne skal veje fra 50 til 100 gram for at være med i konkurrencen.
Konkurrencen er 41. af slagsen og afholdes årligt af København Konditorlaug.
Til at bedømme kagerne er der samlet 12 dommere, som hver især har en faglig baggrund for at kunne bedømme kagerne på både smag og udseende.
- Konkurrencen vidner om en stor udvikling, og den sætter hvert år barren lidt højere for det, som branchen kan, og hvert år bliver man igen overrasket.
Det mener Katrine Foged Thomsen, der er vant til at bedømme kager i DR-programmet "Bagedysten", men søndag bedømmer hun kager lavet af landets dygtigste konditorer.
Hun kan til tider godt blive udfordret på det høje niveau i sin bedømmelse, fordi det er marginalerne, der kan ende med at afgøre det hele.
- Man kan ikke sige, at der én kage, der er fuldstændig klar på at vinde - nogensinde - vi sidder virkelig og tæller på knapper, siger Katrine Foged Thomsen og pointerer vigtigheden af dagens begivenhed.
- Det er vores juleaften. Simpelthen den største dag i vores branche, lyder det.
Derfor er den endelige vinder langtfra tilfældig. Kagen skal ud fra de rammer, der er givet, også kunne noget særligt.
- Årets Kage er en kage, der har "wow-faktor". Den skal have et flot udtryk, stå skarpt, og smagene skal være velafbalanceret, siger Nichlas Jamie Frese, der er medarrangør hos Københavs Konditorlaug, der står bag konkurrencen.
Flere af landets store bagerier og konditorer er repræsenteret ved konkurrencen.
Andersen Bakery er ved dette års konkurrence repræsenteret flest gange og har elleve kager med. Konditoriet La Glace har ti kager tilmeldt, og Maison d'Angleterre har seks kager med.
Ved dette års konkurrence stiller en debutant også op. Det er Svinkløv Badehotel, der har tilmeldt sin allerførste kage.
Udover Årets Kage bliver der også blandt kagerne fundet en vinder af Krea-Prisen, som bliver vurderet anderledes.
Sidste års vinderkage var lavet af Freja Krarup Johansen for Maison d'Angleterre.
/ritzau/
