Forskere fra Center for Ungdomsforskning (CeFU) på Aalborg Universitet får adgang til P3 Missionens indsamlede fortællinger fra i omegnen af 1000 unge.
Det er fortællinger om deres relationer, arbejdsforhold, uddannelse og hvad, der gør dem glade.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Forskningen vil fokusere på, hvad der giver det gode ungdomsliv. Hvad er det for nogle betingelser og erfaringer, som de unge fortæller om.
Det siger Noemi Katznelson, der er leder og professor på Center for Ungdomsforskning til Ritzau.
- Vi er nysgerrige på, hvad det er for nogle ord, som de unge bruger, og hvad er det for nogle fortællinger om, hvornår ting gør godt, og hvad det gør svært, siger hun.
P3 Missionen har siden starten af året haft fokus på at styrke unges mentale trivsel.
Her gik DR sammen med Ebbefos Fonden, Østifterne og eksterne samarbejdspartnere for at indsamle viden om, hvordan rammerne for et godt ungeliv kan styrkes.
Det er denne viden, forskerne fra Aalborg Universitet nu får adgang til, som vil blive suppleret med forskernes egne data.
- Vi betragter det som et forskningsprojekt, hvor vi afprøver nogle grænser for, hvad man kan forskningsmæssigt.
- Vi forsøger at kaste den samfundsmæssige bekymringshat af os og få nogle flertydige og forskelligartede fortællinger fra unge, hvor det ikke er statistikker, der taler, siger hun.
Det er håbet, at den viden og erfaringer, som der er kommet ud af P3 Missionen, kan bruges til at styrke unges mentale trivsel, siger DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn i pressemeddelelsen.
Den 10. oktober gør P3 Missionen status over alle aktiviteter på et topmøde i København.
P3 Missionen er et årligt tilbagevendende projekt fra P3 med ambitionen: "Sammen gør vi noget ved det, nogen burde gøre noget ved".
I 2024 vender projektet tilbage med et nyt emne og en ny vinkel, skriver DR.
/ritzau/