100 unge dyster om at blive Danmarks bedste hackere
Dygtige hackere hjælper ifølge professor Danmark med at sikre sig mod en overhængende cybertrussel.

Dygtige hackere hjælper ifølge professor Danmark med at sikre sig mod en overhængende cybertrussel.

100 unge danskere dyster lørdag mod hinanden om, hvem der er bedst til at finde sårbarheder på hjemmesider og hacke sig vej til fortrolige oplysninger.
Det sker ved de nationale cybermesterskaber, der finder sted på Aalborg Universitets afdeling i København.
Konkurrencen finder sted over 10 timer, og vinderne i de to alderskategorier 15 til 20 år og 21 til 25 år kåres lørdag aften.
Det er vigtigere end nogensinde tidligere at finde unge talenter, der ved noget om cybersikkerhed og hacking.
Det siger professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet Jens Myrup Pedersen, der også er træner for det danske cyberlandshold.
- Cybertruslen mod Danmark og Europa i det hele taget er større end nogensinde før. Det er en trussel, der kommer fra mange forskellige aktører, og derfor er det vigtigt, at vi sikrer vores samfund.
- Noget af det, der er allervigtigst i den sammenhæng, er adgang til talent. Altså dygtige mennesker, der kan hjælpe os med at forsvare os mod cybertruslen, siger Jens Myrup Pedersen.
Deltagerne dyster inden for forskellige discipliner inden for kodning, cybersikkerhed, informationssøgning og hacking.
Der er dog ingen virksomheder eller myndigheder, der skal forvente at blive hacket af deltagerne.
Det hele foregår i et lukket univers, der er designet specielt til formålet.
Deltagerne kommer med vidt forskellige baggrunde, forklarer Jens Myrup Pedersen.
- Der er gymnasieelever, der er universitetsstuderende, og der er selvlærte. Det er en meget blandet gruppe, siger professoren.
De bliver ikke bare testet i deres tekniske færdigheder, men også i deres evner til at kommunikere og samarbejde med hinanden.
En af partnerne bag cybermesterskaberne er Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Det er noget, man har stor gavn af, lyder det fra chef for cyberområdet hos FE Mark Fiedel.
- FE har en vigtig opgave med at identificere og imødegå trusler fra fremmede staters hackere.
- Det kommer FE og hele Danmark til gode, at vi har et stærkt talentmiljø inden for både defensiv og offensiv cybersikkerhed, siger han i en pressemeddelelse.
Vinderne inden for de to alderskategorier går videre til en bootcamp i juni, hvor yderligere 23 andre talenter deltager.
De bedste herfra udtages til det danske cyberlandshold på i alt ti personer, som skal forsvare Danmark ved europamesterskaberne i Tyskland til oktober.
/ritzau/