Godmorgen! USA har indledt en blokade, som skal presse Iran til indrømmelser. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Stadig flere har ondt i arbejdslivet, og vi har ikke set »toppen« endnu. Det er en trussel mod dansk økonomi.
Vi skærer dem ofte over én kam: Men tallene afslører en enorm forskel på indvandreres kriminalitet.
Hård kritik for »hærværk« mod populær tv-serie: »Denne gang har DR altså tabt sutten«.
Efter årelang politisk kamp er beslutningen truffet: Palads skal renoveres, og bygningen får vokseværk.
Kristian Mouritzen: Meldingen fra Macron og Starmer må gøre Trump »meget, meget rasende«.
Dagens vigtige: Trump truer med at eliminere iranske skibe »hurtigt og brutalt«

I går klokken 16 indledte USA en blokade af skibe til og fra iranske havne ved det i forvejen iransk blokerede Hormuzstræde.
Formålet? At ramme Irans olieeksport – og dermed forsøge at tvinge præstestyret til indrømmelser.
Såsom at opgive sit atomprogram, som ifølge USAs vicepræsident, J.D. Vance, var den helt store knast under weekendens kulsejlede fredsforhandlinger.
»Advarsel: Hvis nogen af de (iranske, red.) skibe kommer i nærheden af vores BLOKADE, vil de straks blive ELIMINERET ved hjælp af samme drabssystem, som vi bruger mod narkohandlere på både til søs. Det er hurtigt og brutalt,« skrev USAs præsident, Donald Trump, på Truth Social, da klokken havde passeret 16.
Det er uklart, hvordan blokaden i praksis vil fungere.
Amerikanerne kan ikke komme for tæt på de havne, de forsøger at spærre, pointerer militæranalytiker Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
»Jo tættere amerikanerne kommer på Irans kyst, jo mere risikabelt vil det være, for den største fare vil være iranske angreb med droner og missiler,« siger han.
På et pressemøde meddelte Trump mandag aften, at hans administration har fået et opkald fra »den anden side«. Iranerne vil ifølge præsidenten »meget gerne lave en aftale«.
Den amerikanske præsident er »sikker på«, at det vil lykkes at blive enige med iranerne.
Hvis ikke, er der ingen aftale. Og i så fald vil det ikke være »behageligt« for iranerne, sagde han.
Iran har ikke kommenteret Trumps melding, men fra landets fungerende forsvarsminister, brigadegeneral Majid Ibn Reza, lyder det, at Iran er forberedt på »ethvert scenarie«.
Landets militær er i »højeste kampberedskab«, og enhver aggression mod Iran vil resultere i et »hårdt og beslutsomt modsvar«, sagde han ifølge CNN i en udtalelse på iransk stats-tv.
USAs blokade blev annonceret, efter forhandlinger mellem de to lande natten til søndag blev afbrudt.
To analytikere, Berlingske har talt med, har svært ved at se de to lande nå til enighed om nogen aftale.
»På bundlinjen har Trump spillet alle kortene over på Irans hænder,« siger Jacob Kaarsbo, tidligere chef for Mellemøstkontoret hos Forsvarets Efterretningstjeneste, til Berlingske.
»Han får svært ved at afmontere den strategiske katastrofe, han har skabt for sig selv.«
Følg den seneste udvikling her.
Dagens Pilestræde
Efter 16 år ved magten er Viktor Orbán fortid som premierminister i Ungarn. På trods af hjælp fra Rusland og USA led Orbán et knusende nederlag ved valget, der er kaldt det vigtigste i Europa i år.
Hvilken konkret betydning får dette magtskifte for ungarerne og resten af Europa?
Og hvilke konsekvenser får det for EUs politik over for Ukraine og Rusland?
Dagens gæst er international korrespondent Solveig Gram Jensen.
Fik du læst?
Talenter | Han er ekspert i lønforhandling og ved, hvordan du kan få højere løn. Alt for mange overser »det vigtigste« værktøj.
To talenter | Tvillingerne har skabt et livsværk, de betragter som den »omvendte Jesper Buch«.
100 talenter | Se listen: Her er de største talenter i dansk erhvervsliv 2026.
God dag!




