Godmorgen! Weekenden har givet os alle sammen lejlighed til at blive opdateret på driftsstatussen på de amerikanske hospitalsskibe, efter Trump på Truth Social meldte et af disse på vej til Grønland. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Derfor giver den iranske despot ikke op – Trump bluffer, og Gud er på hans side

  2. Chris MacDonald har været synonym med det gode liv i mere end 20 år: »Mange menneskers syn på sundhed er ret usundt«

  3. Løkkes loyale oprydder er trådt ud af skyggen. En sms fra formanden ændrede alt

  4. Hun smed tørklædet og deltog i sidste skoledag. Som straf blev hendes hår barberet af

  5. Fagboss giver Mette Frederiksen skylden for »eksploderet« utryghed om pension: Hun »skal ud af busken«

Dagens vigtige: Trumps spøgelsesskib sejler hen over øm tå

Donald Trump lovede, at et kolossalt hospitalsskib var på vej mod Grønland for at tage sig af alle de syge grønlændere. Intet tyder i skrivende stund på, at det rent faktisk er tilfældet.
Donald Trump lovede, at et kolossalt hospitalsskib var på vej mod Grønland for at tage sig af alle de syge grønlændere. Intet tyder i skrivende stund på, at det rent faktisk er tilfældet. Foto: Florent Vergnes/AFP/Ritzau Scanpix

I virkeligheden var det et vældig godt eksempel på den trumpske metode.

Realitetsforladt, uforskammet, klodset og så alligevel en lille smule veltoneret.

Natten til søndag gik Donald Trump på Truth Social for at erklære sig som redningsmand af de forarmede grønlændere, der ifølge Trump er »syge, og som ingen tager sig af«.

For at få køl på den tilsyneladende akut opståede sundhedskrise ville den amerikanske præsident sende et enormt hospitalsskib til Grønland. Den underliggende kritik var ikke til at tage fejl af: Tilværelsen i rigsfællesskabet er under lavmålet for grønlænderne, og kun Trumps USA kan højne levestandarden til et tilfredsstillende niveau.

Mette Frederiksen afviste syrligt tiltaget på Facebook. Jens-Frederik Nielsen, den grønlandske regeringsleder, gav et »nej tak herfra« til Trump. I Berlingske blev Trumps redningsaktion kaldt »amatøragtig« og »hevet ud af røven«.

Og i skrivende stund tyder alt på, at den eneste CO₂-udledning, der har været forbundet med skibsfarten, har været den, det har kostet at ai-generere billedet af USNS Mercy på vej hen over Atlanten. Begge amerikanernes hospitalsskibe, også Mercy, ligger nemlig i dok til eftersyn.

Dermed skulle man tro, at Trumps slag i luften havde været spildte kræfter. Men så gik den grønlandske sundhedsminister Anna Wangenheim fra partiet Demokraterne, på Facebook og skrev noget, der gik lidt i den modsatte retning af Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen.

»Når præsident Donald Trump melder ud om at sende et hospitalsskib til Grønland, rammer det et følsomt punkt. Mange borgere har oplevet, at alvorlig sygdom betyder lange og belastende rejser væk fra familie og hjem.«

Til B.T. uddybede hun, at de danske politikere tager fejl, hvis de tror, at det grønlandske sundhedssystem kan måle sig med det danske, og hos TV 2 gav sundhedsreporter Wickie Iversen hende ret:

»Folk i Danmark ville næppe være tilfredse med de forhold, der er i Grønland,« sagde hun.

Der er endnu ingen, der har udtrykt ønske om at blive indlagt på Trumps ai-skib.

Men alligevel fik præsidentens fantasisejlads – gennemtænkt eller ej – pustet liv i debatten om, hvorvidt grønlænderne bør stille sig tilfredse med det, de får ud af det danske rigsfællesskab.

Dagens Pilestræde

En sikkerhedspolitisk storm raser, og Danmark står midt i den. Topdiplomat er hovedforfatter på en ny opdateret version af sikkerhedsrapporten »Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035«. Han beskriver en sikkerhedssituation, der er blevet markant mere dyster. Og slår endegyldigt fast, at de gode gamle dage aldrig nogensinde vender tilbage.

Den amerikanske æra er slut, og Danmark befinder sig i en særligt udsat position. Eneste lyspunkt; udviklingen har tvunget EU til at steppe op. Dagens gæst er Berlingskes forsvars- og sikkerhedsjournalist, Andreas Lindqvist, der har talt med topdiplomat Michael Zilmer-Johns.

Lyt med her.

Fik du læst?

God dag!