Godmorgen! Trump taler igen om at tage kontrol med Grønland. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Det kan godt være, at aflysningen af det amerikanske besøg bliver tolket som en sejr i København. Men pas på, hvad du ønsker dig, lyder et gammelt ordsprog.

  2. Det er i praksis svært at tale højt om problemer på skoler i København, fortæller en række nuværende og tidligere ansatte.

  3. Høj løn og livskvalitet følges ad, viser nye tal. Men ved en bestemt indkomst flader kurven ud. 

  4. Bankchef foreslog tidlig hvidvaskundersøgelse i hidtil hemmeligholdt mail. Nu illustrerer den, hvor alvorligt sagen blev opfattet i toppen af banken.

  5. Der er stor uklarhed om vilkårene for den delvise våbenhvile i Ukraine. Det er ved at dæmre for Trump, at Rusland måske trækker tiden ud.

Dagens vigtige: Trump forklarer den egentlige årsag til Vance-parrets besøg

Onsdag eftermiddag svarede præsident Trump igen på spørgsmål omhandlende Grønland. 
Onsdag eftermiddag svarede præsident Trump igen på spørgsmål omhandlende Grønland.  Shawn Thew/EPA/Ritzau Scanpix

Grønland har endnu en gang været på Trumps læber. 

Det skete onsdag eftermiddag i den amerikanske podcast VINCE. 

Her spurgte værten, Vince Coglianese, den amerikanske præsident ind til vicepræsidentparrets kommende besøg i Grønland fredag, og hvad »missionen« for besøget er. 

Over en telefonlinje og med en forkølet stemme svarede præsidenten:

»Det er at fortælle dem, at vi har brug for Grønland af hensyn til den internationale sikkerhed.«

En frase, der efterhånden er gået igen og igen fra amerikansk hold.

Dog kom Trump ikke nærmere, hvem »dem« er.

Tidligere på ugen var planen for besøget en helt anden. Der lød det, at den amerikanske sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, energiminister Chris Wright og USAs andendame, Usha Vance, skulle overvære et hundeslædevæddeløb i Sisimiut og besøge Nuuk. 

Den plan er nu skrottet, og i stedet skal Vance-parret besøge den amerikanske militærbase, Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen, i det nordligste Grønland. 

En ændring, der ifølge Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker i udenrigspolitik og diplomati ved DIIS med særligt fokus på amerikansk udenrigspolitik, sker, fordi man fra amerikansk side har erkendt, at man ikke vil blive mødt af den velkomstkomité og komme hjem med de billeder, som man ellers havde håbet på. 

»Hvis man tænker, at den her taktiske ændring betød, at USA havde trukket følehornene til sig, så kan man i hvert fald roligt sige, at det ikke er tilfældet,« siger Rasmus Sinding Søndergaard og tilføjer: 

»Kommentarerne fra Donald Trump bekræfter bare det, han har sagt hele tiden: Det kan godt være, at grønlænderne har sagt, at de ikke er interesseret i at blive en del af USA, men det finder vi ud af.«

 »Vi er nødt til at have det (Grønland, red.). Og jeg tror, vi får det,« siger præsidenten gentagne gange. 

Den velkendte og direkte ordlyd fra præsidenten bekræfter Rasmus Sinding Søndergaard i, at der ikke er noget som helst, der har ændret sig, når det kommer til USAs ønske om at tage kontrol med Grønland. 

»Ambitionen har ikke ændret sig. Strategien er simpelthen at presse Danmark og Grønland til at give efter,« siger han og tilføjer, at det blot er taktikken på den korte bane – i form af besøget på fredag – der har ændret sig. 

Onsdag aften slog statsminister Mette Frederiksen (S), på baggrund af J.D. Vances kommende besøg og udtalelserne fra Trump, fast, at den amerikanske præsidents interesse for Grønland ikke går væk. 

»De ved godt, at Grønland ikke er til salg. De ved godt, at Grønland ikke ønsker at være en del af USA,« lyder det

Følg med i dækningen af kampen om Grønland i Berlingskes liveblog her.

Dagens Pilestræde

Er det en eskalering eller det modsatte, at det »private besøg« er aflyst, og at det nu er vicepræsident J.D. Vance og hans hustru, der skal til Grønland?

Vi står i den alvorligste krise i forholdet mellem Danmark og USA siden årene efter Anden Verdenskrig. Og Mette Frederiksens håndtering af den krise vil definere hende i historien, skriver Bent Winther i Berlingske. Hvordan går det med den håndtering?

Dagens gæster er Peter Suppli Benson, nordisk korrespondent, og Bent Winther, politisk analytiker på Berlingske.

Fik du læst?

  • Bag kulissen | Ingen lægger længere skjul på, at der udspiller sig en diplomatisk krise mellem Danmark og USA. Mens statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag mødte pressen med smil og grin, breder der sig bag kulisserne i regeringen en nervøsitet: Hvad siger J.D. Vance i Grønland?

  • Stalking | Hun gjorde, som hun gjorde, fordi hendes verden væltede, forklarede den kendte journalist Sisse Sejr-Nørgaard i retten onsdag. Hun erkendte at have stalket og chikaneret en kvinde, hendes mand havde en affære med.

  • Sass-sagen | Berlingskes gravechef om overgrebsmateriale i Henrik Sass-sag: »De eksperter, som har kigget på det her materiale, hæfter sig ved omfanget«.