Godmorgen! USAs præsident, udenrigsminister og forsvarsminister retter skarp kritik mod NATO-allierede. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Kæmpe fiasko i Prag: Landsholdet smed det hele på gulvet i tjekkisk mareridt. Se Berlingskes karakterer til spillerne her.

  2. Fremtrædende politikere får lov til at fjerne deres egne navne fra uvildig undersøgelse af Danmarks krigsførelse i Afghanistan.

  3. Økonomer advarer den kommende regering – »farligt« at dele gaver ud.

  4. Flertal på Københavns Rådhus siger nej til at stramme skruen over for religiøs kønsopdeling.

  5. Fox News-værter leder efter syndebuk i Iran-krigen. Men pilen peger ikke på Trump.

Dagens vigtige: Trump, Rubio og Hegseth tordner mod NATO-allierede

»Verden har fået at se, hvad vores allierede er villige til at gøre for USA. Præsidenten påpeger, at man ikke har særlig meget alliance, hvis der er lande, der ikke er villige til at stå ved ens side, når man har brug for dem,« sagde USAs forsvarsminister, Pete Hegseth, på et pressemøde tirsdag.
»Verden har fået at se, hvad vores allierede er villige til at gøre for USA. Præsidenten påpeger, at man ikke har særlig meget alliance, hvis der er lande, der ikke er villige til at stå ved ens side, når man har brug for dem,« sagde USAs forsvarsminister, Pete Hegseth, på et pressemøde tirsdag. Foto: Oliver Contreras/AFP/Ritzau Scanpix

På et enkelt døgn har ikke ét, ikke to, men tre medlemmer af Trump-administrationen langet hårdt ud efter USAs europæiske allierede i NATO – og deres modvilje mod at involvere sig i krigen mod Iran.

Udenrigsminister Marco Rubio – der ellers er kendt for at være mere positivt indstillet over for forsvarsalliancen end sine nærmeste kolleger – siger, at »det hele« skal tages op til genovervejelse, når krigen mod Iran er slut.

Forsvarsminister Pete Hegseth siger, at »verden burde være klar til at steppe op« – med henvisning til den manglende hjælp fra allierede lande til at sikre sejladsen gennem olieknudepunktet Hormuzstrædet.

Og Trump selv har affyret flere stikpiller på sit sociale medie, Truth Social.

»Alle de lande, der ikke kan få jetbrændstof på grund af situationen i Hormuzstrædet, som for eksempel Storbritannien, der nægtede at deltage i angrebet på Iran – har jeg et forslag til: For det første, køb fra USA, vi har rigeligt. For det andet, find noget forsinket mod, tag til strædet, og tag det selv, USA vil ikke længere være der til at hjælpe jer, ligesom I ikke var der for os,« skrev Trump tirsdag.

Det virker som en koordineret indsats fra Trump-administrationen mod de NATO-allierede og Europa, siger Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

»De er skuffede over den manglende hjælp, og man tror, at man kan skræmme europæerne til at steppe op,« siger han.

Det, Washington glemmer, er, at forholdet mellem USA og Europa blev forværret efter krisen om Grønland:

»Det er, som om det ikke helt er gået op for Trump-administrationen. Men europæerne er jo kommet til den erkendelse, at man ikke får noget ud af at støtte amerikanerne. Det er glemt få dage senere.«

Ifølge Jeppe Trautner, sikkerhedspolitisk ekspert og ekstern lektor ved Aalborg Universitet, er det blot endnu et tegn på, at NATO som strategisk alliance praktisk talt er død.

»Vi kan lade, som om NATO eksisterer, men der er kun skallen tilbage,« siger han.

I aftes meddelte Irans Revolutionsgarde (IRGC), at den fra i dag, onsdag, vil begynde at angribe amerikanske techvirksomheder i Mellemøsten. Følg den seneste udvikling her.

Fik du læst?

God dag!