Godmorgen! En række unge personer fortæller i Berlingske om ubegrundede nøgenvisitationer. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Midt i historisk milliardoprustning føler landets førende militæreksperter sig presset til tavshed.
Det kalder det »nattejagt«. Den vigtigste del af krigen foregår ni hundrede kilometer fra frontlinjen i Ukraine.
Sådan vælger du den rigtige skole til dit barn – ifølge manden, der har analyseret dem alle.
Trods årtiers skærpet migrationspolitik er antallet af migranter fra Mellemøsten og Nordafrika mere end fordoblet i Europa.
Manden, der ledte Dansk Folkeparti til dets absolutte storhedstid, fælder dom over partiets nybrud.
Dagens vigtige: Nøgenvisitationer uden begrundet mistanke

Det er et af de mest indgribende redskaber, dansk politi har i deres værktøjskasse.
Seks unge kvinder og mænd står nu frem i Berlingske og fortæller, hvordan politifolk inden for de seneste år har udsat dem for ydmygende og ubegrundede nøgenvisitationer.
Politiet kan nøgenvisitere anholdte borgere, såfremt der er begrundet mistanke om, at de eksempelvis skjuler stoffer eller andre genstande.
Men i de seks sager, Berlingske nu kan beskrive, har politifolk udsat eksempelvis klimademonstranter og politiske aktivister for nøgenvisitering, fortæller de anholdte.
Eksperter hæfter sig ved, at de involverede politifolk i efterfølgende klagesager har forklaret, at afklædningen af den anholdte er sket, fordi det er en fast praksis hos politiet.
Det er ifølge eksperterne i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dermed også dansk lov.
»Det er klart ulovligt,« siger Adam Diderichsen, tidligere chefanalytiker i Rigspolitiet og nu lektor ved Forsvarsakademiet.
Lars-Ole Karlsen, centerchef for alment beredskab i Københavns Politi, erkender, at brugen af »visitationer med fuld afklædning« har været brugt for ofte:
»Der er oplysninger, der giver indtryk af, at nogen i politiet har haft en opfattelse af, at det har været en fast procedure. Det er beklageligt, synes jeg.«
Hos Københavns Politi er reglerne for brug af nøgenvisitation flere gange blevet indskærpet.
»Husk nu at visitation er situationsbestemt! Vi skal ikke i underbukserne på alle – visitation beror altid på en konkret vurdering!« står der i et mødereferat fra 2021, som Berlingske har fået aktindsigt i.
Dagens Pilestræde
Den franske kultur viger for indvandrernes i den parisiske forstad Saint-Denis.
Korrespondent Solveig Gram Jensen beskriver, hvordan man føler, man ikke længere er i Frankrig, når man bevæger sig uden for byens centrum. Her har flertallet indvandrerbaggrund, hvilket har skabt et parallelsamfund præget af muslimsk kultur.
Byen kæmper med kriminalitet og radikalisering, forstærket af høj arbejdsløshed, ressourcefattige borgere og en presset offentlig sektor.
Dagens gæst er Berlingskes internationale korrespondent, Solveig Gram Jensen.
Fik du læst?
Bolig | Boliger til over ti millioner kroner bliver revet væk – grænserne bliver hele tiden skubbet, siger ejendomsmægler.
Migration| Tre årtiers migration til Europa afslører, at kontinentet er blevet den vigtigste destination for ikkeeuropæiske migranter.
Politik | Han er inspireret af Charlie Kirk og Nigel Farage. Nu er han ansigtet på et dansk ungdomsoprør fra højre.
God dag!




