Godmorgen! Republikanere i Huset har fremsat et lovforslag, som skal bane vejen for Trumps ønske om at købe Grønland. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Jeppe Kofod var udenrigsminister, sidst Trump gerne ville købe Grønland. Nu fortæller han om forløbet bag kulisserne.

  2. Ny dyster fremskrivning presser regeringen: De næste ti år vil stormflod og skybrud forvolde skader for 72 milliarder.

  3. Joe & the Juice får flere og flere ai-jobansøgninger. Nu tager juicegiganten konsekvensen.

  4. Alarmopkald om opioider vælter ind. Børn udsættes for »livstruende eksponering«.

  5. Huskøb blev kaldt en »direkte løgn«. Nu har DR fundet flere fejl i det populære tv-program »Røverkøb i provinsen«.

Dagens vigtige: Republikanere fremsætter lovforslag om Grønland

Du kan læse hele lovforslaget i bunden af artiklen. Foto: Stillbillede af lovforslaget.

Der er stadig godt og vel en uge til, at Donald Trump tages i ed som USAs nye præsident, men nogle af hans trofaste partifæller er allerede trukket i arbejdstøjet.

Mandag fremsatte en gruppe republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus et lovforslag, der skal bane vejen for den kommende præsidents ønske om at købe Grønland.

Det kaldes »Make Greenland Great Again Act« og vil give præsidenten bemyndigelse til at »søge at indlede forhandlinger med Kongeriget Danmark for at sikre USAs overtagelse af Grønland«.

Ifølge Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, er det dog noget tvivlsomt, at det opsigtsvækkende lovforslag ender med at blive til virkelighed, for det viser først og fremmest, at Trump og hans allierede »er meget bedre forberedte« på den kommende administration end sidst.

»En forventning til Trump 2.0 er det, man på engelsk kalder shock and awe. Altså, at der skal ske noget fra dag ét, og det her lovforslag skal selvfølgelig være med til at hjælpe til det,« siger Jacob Heinel.

Det er den republikanske politiker fra Repræsentanternes Hus Andy Ongles, der står bag, og lovforslaget bliver i første omgang støttet af ti andre republikanske medlemmer af Huset.

Det er afgørende for Trump med opbakning i Kongressen, da hans kommende administration ikke kan foretage indkøb til den føderale regering uden godkendelse her.

Men det står ikke klart, hvornår lovforslaget eventuelt vil kunne komme til afstemning, som det skal i begge af Kongressens kamre. Forslaget vil formentlig få brug for demokratisk støtte for at kunne blive vedtaget.

Berlingskes korrespondent fremhæver, hvordan lederen af det demokratiske mindretal i Repræsentanternes Hus for nylig rettede ret så kras kritik af Trumps opkøbsplaner for såvel Grønland som Panamakanalen.

»Så det virker lidt usandsynligt, at man lige pludselig skulle få demokraterne med på det her,« siger Jacob Heinel Jensen.

Dagens Pilestræde: Østersøfronten

Julen bragte noget, der kunne virke som en genudsendelse: Kabler på bunden af Østersøen bliver beskadiget – og pilen peger på et tankskib, der mistænkes for at være en del af den russiske skyggeflåde.

Eagle S hedder skibet, og dets anker blev fundet på bunden af Den Finske Bugt ved den rute, som tankskibet sejlede, inden der opstod brud på et elkabel og flere datakabler mellem Finland og Estland.

Det nye er, at finnerne nu har taget fløjlshandskerne af og beslaglagt og tilbageholdt skib og besætning. Burde Danmark have gjort det samme over for Yi Peng 3?

Er vi bedre rustet til truslen i Østersøen i dag to år efter Nord Stream-sprængningerne?

Det er dagens »Pilestræde«, som du kan lytte til her.

Fik du læst?

  • Gastronomi | Det er ikke et sted, du normalt kommer forbi – men det burde du!

  • USA | Han plejede at hviske Trump i øret. Nu går tidligere chefstrateg i kødet på Elon Musk.

  • Penge | Ekspert kommer med råd til danskere med ejerbolig og job – sådan optimerer du din økonomi.

God dag!