Godmorgen! Studenterprotester og masseanholdelser ryster USAs fineste universiteter – men det er ikke rigtig et problem for Biden, siger USA-korrespondent. Først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Tidligere lød det, at »Iver Huitfeldt« stort set var forsvarsløs, da den danske fregat kom i ildkamp i Det Røde Hav. Men det er ikke hele sandheden, lyder det nu i undersøgelse.
For nylig vedtog EU en asyl- og migrationspagt efter mange års forarbejde. Og i Storbritannien sender de nu asylansøgere til Rwanda, mens Mette Frederiksen snart må erkende sit løftebrud.
Det var Socialdemokratiets Frederik Vad, der for nylig kickstartede debatten om udlændinges »herskerattitude«. Nu melder tidligere integrationsminister Bertel Haarder (V) sig ind i debatten.
David Pecker er USAs sladderkonge. Og Donald Trump bør sidde på anklagebænken og frygte ham.
På TikTok spredes en ildevarslende historie, som får følgeskab af frygt og opfordringer om at holde sig indendøre. Men hele fænomenet er det pure opspind.
Dagens vigtige: Demonstrationerne spreder sig på eliteuniversiteter i USA

De propalæstinensiske demonstrationer på amerikanske eliteuniversiteter spreder sig.
De studerende på prestigefyldte institutioner som Columbia, Yale, NYU og MIT demonstrerer bogstaveligt talt dag og nat, og i flere tilfælde er der ifølge medier blevet ytret decideret antisemitiske udsagn.
Hundredvis af demonstranter på universiteterne er de seneste dage blevet anholdt, og studerende kalder USAs præsident, Joe Biden, for »Joe Folkedrab«. Det skyldes blandt andet, at præsidenten har udtalt en tæt på klippefast støtte til Israel.
Og protesterne er da heller ikke gået Bidens næse forbi.
Han sagde mandag ifølge BBC, at han både fordømte »de antisemitiske protester« på universiteterne såvel som »alle dem, som ikke forstår, hvad der foregår i Palæstina.«
Men i en analyse skriver Berlingskes korrespondent i USA, Jacob Heinel Jensen, at horder af anholdte og et ækelt klingende tilnavn måske ikke er det store problem for den amerikanske præsident, der ellers har svært ved for alvor at komme foran sin republikanske modstander i kampen om præsidentposten, Donald Trump.
For selvom de unge, venstreorienterede studerende både råber højt, besætter universiteter og tager ret direkte kampe med særligt New York Citys politi, udgør de ikke nogen vælgermæssig trussel for Joe Biden, mener Jacob Heinel Jensen.
Langt størstedelen af amerikanerne sympatiserer nemlig med Israel og mener ligeledes, at landet er i sin gode ret til at gøre fuld gengæld og mere til efter terrorangrebet 7. oktober sidste år.
I stedet, mener Jacob Heinel, bør Joe Biden se mod midten af amerikansk politik, hvor svingvælgerne skal overtales til at stemme demokratisk, fordi de stoler på, at Joe Biden kan få styr på økonomien.
Berlingske følger sagen tæt, så følg med hele dagen og få seneste nyt på b.dk.
Fik du læst?
Krigen i Ukraine | Han kæmpede for Rusland i Ukraine. Nu har russerne tortureret og dræbt ham – og deres reaktion siger alt.
Køn | Unge væltede ind på Sexologisk Klinik for at skifte køn. Nu advarer debattør mod en af de største »skandaler i moderne tid«.
Ligestilling | Aminata Amanda Corr nægter at hylde »stakkels« mental load-kvinder: De er skruebrækkere mod deres eget køn.
Lige nu
Aktierne i verdens mest berømte elbilsfirma, Tesla, banker op i eftermarkedet, efter Tesla præsenterede regnskab tirsdag aften.
Egentlig var regnskabet skuffende: Teslas omsætning falder i det pressede elbilsmarked.
Men Teslas aktie er alligevel oppe med 13 procent. Det skyldes, at Tesla har annonceret, at man inden andet halvår af 2025 vil sende nye modeller på markedet.
Ifølge Tesla selv vil det blandt andet dreje sig om »mere prisvenlige modeller«.
God dag!