Godmorgen! Regeringen er klar til at afsætte yderligere milliarder til oprustning af Forsvaret, som vil blive diskuteret på et hastemøde i dag. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Allerede inden premieren er der kritik af DRs kommende dramadokumentar, der handler om den danske slavehandel i Dansk Vestindien.

  2. Elever får laveste karakterer i matematik i ti år: »Jeg blev faktisk lidt chokeret over, at det er gået så meget tilbage,« siger underdirektør i Dansk Industri.

  3. Virksomhedsejer flyttede 22 millioner mellem to konti. Nu har han fået en skatteregning på 127 millioner: »Det er fuldstændig sindssygt«.

  4. Putin foretrækker at holde russisk forretningsmand i baggrunden. Men det, han hvisker i dag, kan Trump sige højt i morgen, skriver Berlingskes Ruslands-korrespondent.

  5. Nogle gange udvikler det sig til regulære slagsmål, når Mette Frederiksen stiller op til spørgetime i Folketinget. Men ikke tirsdag, hvor det kun lykkedes for en enkelt partileder at hidse statsministeren op.

Dagens vigtige: Nye milliarder på vej til Forsvaret

Statsminister Mette Frederiksen deltog tirsdag i spørgetime i Folketingssalen. I dag venter endnu et møde med de andre partiledere.
Statsminister Mette Frederiksen deltog tirsdag i spørgetime i Folketingssalen. I dag venter endnu et møde med de andre partiledere. Søren Bidstrup

Tempoet i den militære oprustning herhjemme skal skrues markant op, og derfor ventes regeringen i dag at præsentere en yderligere saltvandsindsprøjtning til Forsvaret på 50 milliarder kroner.

De nye penge kanaliseres ifølge Berlingskes oplysninger ind i en særlig fond, hvor 25 milliarder skal bruges allerede i år, mens et ditto beløb skal bruges i 2026.

Bagtæppet er de seneste dages begivenheder, hvor det nu står klart, at USA og Rusland tager hul på forhandlingerne om Ukraine – uden at give europæerne en plads ved bordet.

Ifølge Berlingskes oplysninger er partierne blevet indkaldt til et møde i Statsministeriet onsdag morgen.

Ud over partilederne vil både statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), forsvarschefen og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) deltage.

Og hvad skal de penge så bruges på?

Det giver Berlingskes forsvars- og sikkerhedsjournalist, Andreas Lindqvist, et bud på i en analyse.

»Hidtil er meget lidt sivet ud,« skriver han og fortsætter:

»Men et bud, som går igen fra flere af de kilder, Berlingske har talt med, er mere af det jordbaserede luftforsvar, som Folketinget allerede har nikket ja til at bruge op til 25 milliarder kroner på – nok til et langtrækkende og to kortererækkende systemer.«

»Det står nemlig klart, at NATO i de kommende styrkemål kommer til at kræve væsentligt flere systemer af danskerne.«

Hele analysen kan læses her.

Dagens »Pilestræde«

Amnesty International har undersøgt omfanget af hadtale i Danmark og kortlagt 22 års retspraksis på området. Af de godt 1400 sager anmeldt under »racismeparagraffen« i perioden, blev 72 procent henlagt og kom derfor aldrig for retten, viser gennemgangen.

Det er et demokratisk problem, mener Amnesty, der derfor vil udvide racismeparagraffen, så flere ytringer kan retsforfølges. Spørgsmålet er: Kan man styrke ytringsfriheden ved at begrænse den?

Lyt med her.

Dagens gæst er Dina Hashem, seniorjurist hos Amnesty International Danmark.

Fik du læst?

  • Økonomi | På kun en måned er Trump ved at sætte det hele over styr. På alle punkter forøger præsidenten dag for dag risikoen for, at det hele ender rigtig galt – for USA. Det skriver økonomisk redaktør på Berlingske Ulrik Bie.

  • Forsvar | Den danske flåde er reelt reduceret til fem fregatter, hvoraf de tre kræver omfattende modernisering. Nyt notat, der fortsat holdes delvis hemmeligt, afslører, at en langsigtet flådeplan kan løbe op i 100 milliarder kroner.

  • USA | Donald Trumps flirt med den autokratiske verden har været undervejs længe. De amerikanske vælgere er samtidig blevet mindre optaget af idealer som frihed og demokrati. De går op i noget helt andet – og det skaber den perfekte storm, skriver Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

God dag!