OL i Paris har endnu en gang handlet om meget mere end bare sport

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Algeriets Imane Khelif endte som hovedperson i en heftig debat om køn. Mauro Pimentel/AFP/Ritzau Scanpix

Godmorgen! I aftes var der grande finale på De Olympiske Lege i Paris, der mere end nogensinde før kom til at handle om andet end slutresultater. Men først dagens andre tophistorier:   

Tophistorier 

  1. Ældre Sagen stempler nu ind i debatten: Unge bør have lov til at bruge pension til boligkøb, siger direktør Bjarne Hastrup.

  2. Partifæller undsiger regeringen og vil med ny EU-lov give hjælpende hånd til mindre virksomheder, som presses af store kunder, der kræver lange betalingsfrister.

  3. I et af Europas mest unikke naturområder vil dansk fond rejse kæmpevindmøller. Men nu går lokal organisation til angreb mod Copenhagen Infrastructure Partners.

  4. Verdenskendt dansk fysiker sidder i toppen af USAs forskningsmiljø. Efter 35 år i USA er Lene Hau lige så amerikansk som dansk, siger hun.

  5. Fra Norge over Canada til Kina planlægger store selskaber at indlede minedrift på bunden af dybhavet fire-fem kilometer under overfladen. Men risikerer man, som dansk forsker frygter, at smadre livet i dybhavet ved at »mejetærske« havbunden?

Dagens vigtige: OL i Paris handlede om medaljer, om køn og en dj

Tilskuere poserer foran Stade de France i Paris før De Olympiske Leges slutceremoni søndag aften. Isabel Infantes/Reuters/Ritzau Scanpix

Fra første til sidste dag har OL været præget af diskussioner, der har handlet om alt andet end sportslige resultater. 

I Paris blev der i den henseende lagt hårdt ud med en åbningsceremoni, der rummede både dragshow, en slags hyldest til blodbadet under den franske revolution, og et festligt tableau med dj'en Barbara Butch som midtpunkt.

Barbara Butch og de øvrige omkring bordet mindede kristne over hele verden om den sidste nadver, og det fik vores hjemlige Sørine Gotfredsen til at ærgre sig over, at de ikketroende nu tilsyneladende automatisk antager, at de troende kristne forarges over parodier på deres religion. Hun var selv ligeglad, men det var kirkeledere fra hele verden ikke. Maestroen bag tableauet, Thomas Jolly, insisterede på, at tableauet blot handlede om at fejre diversitet og gastronomi, men det hjalp ikke tableauets midtpunkt, den jødiske, lesbiske dj Barbara Butch, der i Berlingske fortalte om trusler på sit liv.

OL i Paris er det første, hvor ligestillingen er nogenlunde på plads, hvad angår antal af henholdsvis kvinder og mænd. »Så meget desto mere paradoksalt er det, at IOC i sin iver for at undgå diskrimination risikerer at skade den kvindeidræt, der har ventet så længe på at blive taget alvorligt,« skrev Berlingskes debatredaktør Jacob Rosenkrands.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på youtube

Han sigtede selvsagt til bokseren Imane Khelif, der ifølge det russiske statsmedie Tass er født med en kromosomafvigelse, som kan give sportslige fordele, men det er ikke hende, der er skurken, skriver Jacob Rosenkrands:

»Det er Den Internationale Olympiske Komité, der har besvaret konkurrenternes og omverdenens helt rimelige spørgsmål til Khelifs deltagelse med floskler som, at hun er kvinde i sit pas, og at »enhver person har ret til at dyrke sport uden diskrimination«.

Og så til sidst lidt om medaljer.

I et foruroligende antal dage så det nemlig skralt ud med Danmarks medaljehøst, og nogle mente, at vi havde spændt forventningerne for højt op. De danske atleter nåede dog sammenlagt op på respektable ni medaljer, efter at banerytterne Michael Mørkøv og Niklas Larsen lørdag aften kørte en bronzemedalje hjem i parløb. 

Samme dag fik håndboldkvinderne og kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen bronze – og søndag vandt håndboldherrerne det ædle guld i finalen mod Tyskland og sikrede nationen den sidste niende medalje.

Dagens Pilestræde

I dag starter skolen igen efter ferien, og hvis dit barn er en af de højest begavede, kan det være en forklaring på, hvorfor dit barn ikke trives i skolen.

Det mener psykolog Dea Franck. Hun er den, forældrene går til, hvis de mistænker, at deres barn er højt begavet. Og så har hun været en del af en ekspertgruppe, som har udviklet nye test, som skolerne kan bruge til at screene for høj begavelse.

Du kan lytte til Pilestræde her.

Fik du læst?

  • Sundhed | Ny forskning kobler hormonspiralen sammen med mental lidelse.

  • Arbejdsliv | Økonomer advarer mod Generation Zs ønske om en langt kortere arbejdsuge.

  • Livsstil | Tidligere reklamemand har rejst i flere end 130 lande: Sig dit job op og kom afsted, opfordrer han.

Lige nu

Sent søndag aften kom der meldinger om brand ved Europas største atomkraftværk, Zaporizjzja, der, som navnet afslører, ligger i den ukrainske Zaporizjzja-region, der er delvist besat af Rusland.

Det fik henholdsvis Ukraine og Rusland til at beskylde hinanden for brandens udbrud. 

Men mandag morgen er meldingen, at branden angiveligt skulle være slukket.

Det hævder Vladimir Rogov, en embedsmand fra den russisk indsatte administration.

Rogov skriver på beskedtjenesten Telegram, at branden brød ud i en køleenhed »efter et angreb fra Ukraines hær«.

Branden er »fuldstændig slukket«, lyder det videre.

God dag!