Godmorgen! Nye oplysninger i dronesag vækker politisk harme. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Natten til onsdag udløber våbenhvilen mellem USA og Iran, men Iran afviser at møde op til forhandlinger trods Trumps trusler.
I dag er det fire uger siden valget, men Danmark har endnu ikke fået en ny regering. Kommentator Bent Winther analyserer, hvad Frederiksen, Løkke og Lund Poulsen venter på.
Aktiemarkederne sætter vilde rekorder på trods af Trumps krig. Det giver ingen mening, skriver erhvervskommentator Thomas Bernt.
Ekspert giver »katastrofal« ledelse skylden for det store togkaos i sidste uge.
Finlands præsident var i USA med tid til at mødes med Trump, men invitationen kom aldrig. Det siger alt om Europas relation til USA.
Dagens vigtige: Droneredegørelse var langt i systemet før udsættelse

I efteråret slog regeringstoppen alarm og talte om »hybridangreb« efter en række mystiske hændelser i det danske luftrum.
Siden blev en såkaldt droneredegørelse igangsat for at kaste lys over, hvad der var foregået. Men få timer før, at valget blev udskrevet, aflyste forsvarsminister Troels Lund Poulsen en orientering til forligskredsen om redegørelsen.
Gentagne gange igennem valgkampen fastholdt Troels Lund Poulsen, at årsagen var, at redegørelsen ikke var færdig.
Men nu viser en såkaldt aktliste, at der allerede før valget lå en række udkast parat, ligesom embedsmændene tilsyneladende havde forberedt både talepapir, Q&A og sagsnotater til Troels Lund Poulsens præsentation af rapporten for forligspartierne.
Berlingske har ikke fået udleveret dokumenterne bag, men de nye oplysninger får nu flere partier til at så tvivl om regeringens og ikke mindst forsvarsministerens motiver i sagen.
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, har ad flere omgange været særdeles kritisk over for, at regeringen ikke har fremlagt droneredegørelsen inden valget. Og de nye oplysninger får hende til at tvivle på, om Troels Lund Poulsen talte sandt, da han påstod, at rapporten ikke var færdig.
»Det stinker langt væk af, at der er nogle ting, der bliver holdt skjult,« siger Inger Støjberg.
Troels Lund Poulsen ønsker ikke at svare Berlingske på, om han kan be- eller afkræfte, at der faktisk var fremmede droner i dansk luftrum.
I et skriftligt svar på kritikken skriver han:
»Som jeg flere gange har oplyst, så var redegørelsen ikke færdig og kunne derfor ikke oversendes. Forligspartierne blev 26. februar orienteret om, at evalueringen ikke var færdig, og det fremgår af tidspunktet på mailen (sendt til forligspartierne, red.), at den blev udsendt inden valgets udskrivelse, og inden jeg selv var bekendt med, at Mette Frederiksen ville udskrive folketingsvalget.«
Dagens Pilestræde
Trump truer igen med at trække USA ud af NATO. Hans raseri mod alliancen er forstærket, efter NATO ikke støttede ham i Iran-konflikten.
Kan alliancen trods splid fortsat afskrække fjender, og har den en fremtid uden USA?
Dagens gæster er sikkerhedspolitisk korrespondent Simon Kruse og forsvarsjournalist Andreas Lindqvist.
Fik du læst?
Advarsel | Mens Berlingske talte med kilder om truet pressefrihed i Island, advarede flere om at »passe på« med den journalistiske dækning.
Armlægning | Lars Løkkes plan vil få uligheden til at eksplodere. Derfor bliver det svært for Mette Frederiksen at sluge.
Anbefaling | Hver femte har skjult og farlig type fedt i blodet. Hjertelæger anbefaler nu »alle voksne« at få det tjekket.
God dag!





