Godmorgen! Socialdemokratiet vil reducere antallet af elever i de små klasser i folkeskolen markant. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Venstres bagland revser fødevarechecken: Vi er hoppet med på Socialdemokratiets »symbolpolitik«.
Superbowl-reklamer, slankepiller og tredobbelt dosis Wegovy. Her er Mike Doustdars plan for at få Novo Nordisk tilbage på sporet.
En kamp om en lille ukrainsk provinsby har fået en stor betydning i krigen.
Efter måneders fald: Nu kommer der flere boliger til salg i København.
Det norske kongehus lukker ned for kommentarer på sociale medier midt i historisk krise.
Dagens vigtige: Mette Frederiksen foreslår en lilleskole

På et pressemøde onsdag præsenterede statsminister Mette Frederiksen et forslag »fra Socialdemokratiet, ikke fra regeringen«, som hun betonede flere gange.
Socialdemokratiet vil gå til valg på at indføre et klasseloft på 14 elever i de mindste klasser fra 2028 – et af partiets »helt centrale valgløfter«, lød det fra statsministeren.
»Der bliver mere tid til fordybelse, mere roligt og mindre støj,« lød det fra statsministeren om forslaget, der har vakt begejstring i den traditionelle røde blok.
I en mail til Berlingske kalder De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, udmeldingen for »fantastisk«.
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, ser »rigtig gode takter i forslaget«, og SFs undervisningsordfører, Sigurd Agersnap, mener, at udspillet godt »kunne ligge til et 12-tal«.
Mindre muntert lyder det fra Socialdemokratiets regeringsfæller.
I Moderaterne ser man udspillet – som S ikke har fremlagt nogen finansiering af –som et udtryk for, at Socialdemokratiet bejler til de røde partier frem mod et valg. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har ikke særlig stor tillid til »endnu en skolereform udtænkt i Socialdemokratiets kampagnekontor«.
For Venstre er det »afgørende«, at en eventuel ændring af folkeskolen bliver gjort økonomisk ansvarligt, konstaterede partiets næstformand, økonomiminister Stephanie Lose:
»Vi har selv nogle gode ideer, vi gerne vil fortælle om senere.«
I den blå lejr er begejstringen heller ikke udpræget stor, og forslaget bliver kritiseret for at være for dyrt og kaldt »en ekstrem forsimpling« af et komplekst problem af De Konservative.
Det er mistrivsel, som forslaget skal komme til livs. Men ifølge Andreas Rasch-Christensen, landets vel nok førende skoleforsker, er der »intet«, der peger i retning af, at det vil ændre på børns mistrivsel, hvis der er 14 elever i en klasse frem for 18 eller 22.
»Det er ikke, fordi det er en dårlig idé. Slet ikke. Man kan bare ikke sætte lighedstegn mellem et stort antal elever og generel mistrivsel,« siger han til Berlingske.
Dagens Pilestræde
Putins krig i Ukraine er blevet en af de absolut langsomste fremrykninger i moderne tid og den tabsmæssigt dyreste for en stormagt siden Anden Verdenskrig.
Krigen er en udmattelseskrig, hvor droner spiller en stor rolle, fortæller Berlingskes Rusland-korrespondent, Emil Rottbøll, der er dagens gæst i Pilestræde.
Fik du læst?
Tarme | Førende tarmforsker anbefaler tre kosttilskud. Resten tilhører samme »illusoriske verden som hudcremer«.
Trivsel | Journalist Malte Møller Madsen sendte sin datter på 11 måneder i vuggestue. Forsker mener, at det kan have negative konsekvenser.
Transformation | Glem kursmassakren på Novo Nordisk – tallene fortæller en anden historie.
God dag!





