Godmorgen! Trumps anklager mod Zelenskyj får internationale korrespondenter til at reagere. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Opsigtsvækkende nye tal viser, at flere tusinde er dømt for at køre efter at have fået frataget kørekortet: »Vi har at gøre med skruppelløse typer«.

  2. Den amerikanske præsident vil opnå fem ting for USAs økonomi med sin handelskrig. Men hvordan går det egentlig? Få svaret her.

  3. I hans klinik på Østerbro træder skamfulde forældre ind. De er vrede, og Frej Prahl giver dem en løsning.

  4. Alle troede, at Trump ville lytte til aktiemarkedet – i stedet tvinger rødglødende renter ham til heftigt tilbagetog.

  5. Det er blevet kaldt en »skandale«, »alvorligt« og »underligt«, at TV 2 ikke stiller op og forsvarer sig i hackingsag. Redaktører og retsordfører efterlyser klare svar.

Dagens vigtige: Trump retter skytset mod Zelenskyj

Da Donald Trump – sammen med præsidenten for El Salvador – tog imod spørgsmål fra pressen, blev han spurgt til Ukraine.
Da Donald Trump – sammen med præsidenten for El Salvador – tog imod spørgsmål fra pressen, blev han spurgt til Ukraine. Ken Cedeno/UPI/Ritzau Scanpix

USAs præsident, Donald Trump, har endnu engang gjort sig bemærket.

Først betegnede han angrebet på den ukrainske by Sumy, hvor op til 35 civile er blevet dræbt, som en »fejltagelse«. 

Spørger man det russiske forsvarsministerium var angrebet dog planlagt og målrettet et mødested for det ukrainske militær.

Senere tordnede Trump så mod sin forgænger Joe Biden og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på sit eget sociale medie Truth Social.

Her hævdede han, at de to ledere havde udført et »fuldstændig forfærdeligt« stykke arbejde i forhold til at forhindre krigen. 

Stikpillerne fortsatte inde i Det Ovale Kontor.

»Biden kunne have stoppet den (krigen, red.), og Zelenskyj kunne have stoppet den, og Putin skulle aldrig have startet den. Man kan bebrejde dem alle,« lød det fra præsidenten.

Efter at have sagt, at det var Putin, der startede krigen, antydede Trump dog ifølge CNN, at det i virkeligheden var Zelenskyj.

»Hør her, når du starter en krig, skal du vide, at du kan vinde den,« sagde Donald Trump:

»Du starter ikke en krig mod nogen, der er 20 gange større end dig og håber, at folk så vil give dig nogle missiler.«

De mange meldinger har fået nogle af vestens fremmeste Ukraine-korrespondenter til at reagere.

»Det står i stigende grad klart, at Trump i det mindste delvist har frikendt Putin for at have startet krigen i Ukraine,« skriver eksempelvis Financial Times' prominente korrespondent Max Seddon i et opslag på X:

»Hvis ikke han helt har valgt at give Zelenskyj (lederen af det land, Rusland invaderede) skylden for den.«

Hans kollega, chefkorrespondent Christopher Miller i Ukraine, påpeger ligeledes, at Trump igen retter »fejlagtige« anklager mod Zelenskyj.

Tilbage i februar påstod Trump fejlagtigt, at Ukraine havde startet krigen, og kaldte præsident Zelenskyj for en diktator.

Dagens »Pilestræde«: Andet afsnit i serien »Forgiftet i Laos«

Laos blev sidste stop på Freja Vennervald Sørensen og Anne-Sofie Ørkild Coymans backpackertur gennem Sydøstasien. I baren på det hostel, de boede på, drak de noget spiritus, der indeholdt en stor koncentration af metanol, og det tog livet af dem og fire andre udenlandske turister.

Berlingskes Asien-korrespondent har taget et grundigt kig på, hvad det egentlig er for et land, som Anne-Sofie og Freja rejste i. Og det viser sig, at Laos – og i særdeleshed byen Vang Vieng, som de befandt sig i – har flere dødsfald på samvittigheden.

Dette er andet afsnit i »Pilestræde«-serien »Forgiftet i Laos«.

Fik du læst?

  • Kontroversiel løsning | Flere mænd får udskrevet tilskud med testosteron, og Berlingskes journalist Julie Dalgas har interviewet en af dem, Nichlas Farup. Han mener, at det stadig er alt for svært at få adgang til behandlingen i dag.

  • Sundhed | Præsident Donald Trumps udtalelser om, at angrebet på civile i den ukrainske by Sumy var en fejl, kan tolkes som et forsøg på at holde alle muligheder åbne. Men hans historik viser en anden uhyggelig tendens, skriver Berlingskes internationale analytiker, Kristian Mouritzen.

  • Sundhed | Aktiemarkedet forsøger at finde sit fodfæste midt i Donald Trumps toldcirkus, men ude i den amerikanske virkelighed – på det »main street«, som præsidenten vil redde – breder rådvildheden sig, skriver Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie.